Interview med Cristiano Ronaldo

Cristiano Ronaldo gav i går sit første interview til den kommende sæson og der var naturligvis mange spørgsmål, som trængte sig på i forhold til verdensklasse-spilleren, som har fået ny træner, står foran en ny kontrakt og som er blevet kritiseret af José Mourinho.

Sidstnævnte kritiserede ham mod slutningen af sidste sæson for ikke at tage imod råd fra træneren og The Special One varmede op til finalen mellem Chelsea og Real Madrid ved drillende at konstatere, at han i en alder af 30 år havde trænet den rigtige Ronaldo, altså brasilianeren.

Det tager Cristiano Ronaldo dog med ophøjet ro og han sagde om det:

- Der er ting, som ikke fortjener kommentarer. Jeg vil ikke gøre det af tydelige grunde. Jeg har altid respekteret mine trænere og forsøgt at lære af dem. Jeg er allerede vant til at folk taler dårligt om mig. Som man siger i mit land, så spytter man ikke på den tallerken, man skal spise af, forstår I det? Derfor tager jeg de positive ting med mig.

Om Carlo Ancelottis tiltræden som træner, siger portugiseren:

- Sandheden er, at vi er rigtig glade for træneren. Trænings-sessionerne er rigtig gode, vi arbejder på at blive klar til ligastart i den bedste form. Carlo er en meget omgængelig mand, som giver os alle drømme og forhåbninger.

Cristiano Ronaldo slap ikke uden om spørgsmålet om hans kontrakt-forlængelse, men som vanligt holdt han den professionelle mine og ønskede ikke at udtale sig om noget, der ikke var officielt på plads endnu:

- Denne situation er endnu ikke afklaret. Jeg ønsker heller ikke at tale om det, for det er ikke det rigtige tidspunkt. Lidt længere ude i fremtiden ved vi noget mere konkret, lige nu er jeg koncentreret om at spille og forberede mig.

Heller ikke Florentino Pérez udtalelse om, at man vil give ham en ny kontrakt, øgede talelysten hos Cristiano Ronaldo:

- Jeg gør mit arbejde. Jeg kan ikke bekræfte noget. Jeg kender ikke min fremtid. Lige nu er jeg Real Madrid-spiller og jeg kender sandt at sige ikke min fremtid. Vi må se hvad der sker, men lige nu har jeg det godt, hvor jeg er.

Om forventningerne til den kommende sæson, siger han:

- Målene er altid de samme. Hver sæson er en fornøjelse for mig og jeg vil forsøge at gøre det bedste i år, selv om jeg ved at det er svæt. Jeg er den samme, en fighter og jeg gør det maksimale, hvor jeg spiller, i Madrid eller på landsholdet. Jeg vil forsøge at gøre det bedste, for jeg elsker de store mål.

Til at nå de store mål har han fået nogle nye holdkammerater og i nær fremtid støder sandsynligvis også Gareth Bale til:

- Det er ikke mit anliggende at snakke om nye spillere eller nye køb. Jeg er rigtig glad for dem vi har, vi har store spillere og om de beløb, der tales om, vil jeg heller ikke sige noget om. Det er præsidentens og trænerens anliggende. Selvfølgelig har jeg min mening, men den vil jeg ikke offentliggøre. For at være ærlig, så mener jeg at de indkøb, som Real Madrid har foretaget, har været gode. Vi er alle glade, for de vil bringe meget. At sige, hvilken spiller, jeg bedst kan lide, vil ikke være korrekt, for jeg mener at alle de spillere, der er kommet til, er rigtig gode og det har de vist i de første kampe.

Herudover sagde han følgende om nedenstående:

Barcelona:

- Det interesserer mig ikke hvad de gør, jeg koncenterer mig kun om mit hold og om at opnå målsætningerne. Jeg forsøger at gøre mit bedste og der er ikke mit arbejde at kommentere på de andre hold.

Antal mål i den kommende sæson:

- Jeg ved ikke, hvor mange mål jeg vil komme til at score. Jeg forventer, at det bliver flere end sidste år. Som jeg sagde før, så kan jeg godt lide de store mål og jeg vil forsøge, men at sige et nummer vil ikke være rimeligt. Statistikken taler for sig selv. Jeg ønsker at lære og jeg vil forsøge at fortsætte med at blive bedre.

Om sin nye frie rolle på holdet:

- Træneren varierer positionerne og nu mener jeg, at det er tidspunktet at prøve en ny position. For mig er det godt og jeg føler mig godt tilpas. Carlo har givet mig muligheden for at spille, hvor jeg ønsker og hvor jeg føler mig tilpas. Vi må se….jeg føler mig altid tilpas, det er lidt ligegyldigt, for det jeg ønsker er at spille.

Om Zinedine Zidane:

- Han har en god indflydelse, især på de helt unge spillere. Det er fantastisk at have ham blandt os.

Og endelig om forventningerne til den nye sæson:

- Jeg ser nogle positive tegn. Indkøbene er rigtig gode. Træneren er meget nærværende og omgængelig og vi ønsker at lære af ham. Der er kommet spanske spillere til, som kender ligaen og de er helt klar, for de har vist, at de allerede er rigtig gode spillere. Nu ønsker vi at få den fysiske form på plads for at begynde godt.

 

Seneste artikler...