Real Madrid triumferede i International Champions Cup
Nattens opgør mellem Real Madrid og Chelsea havde inden kampen nogle ganske interessante kampe i kampen. Den altoverskyggende var naturligvis Mourinho versus Real Madrid, og portugiseren havde inden kampen ikke været sen til at kritisere både Real Madrid som institution, og Ronaldo havde ligeledes fået et par skæve vendinger med på vejen. Det er heldigvis på banen kampen skal vindes og ikke i pressen – Mourinho har åbenbart ikke lært af sine tidligere fejl.
Allerede efter to minutter havde Benzema en fin chance, men Cech i Chelsea-målet parerede fint bolden til hjørnespark. Dette var bare en lille smagsprøve på, hvad der senere ventede tjekken. Real Madrid havde generelt styr på begivenhederne i kampens indledning, hvor kombinationsspillet på banens sidste tredjedel flød på flotteste vis. Spilovertaget skulle give pote efter 14 minutters spil, hvor altid offensive Marcelo havde sneget sig med frem på kanten af Chelseas felt. Her modtog han bolden fra en storspillende Modric og med en stepover-finte og et efterfølgende placeret skud mod fjerneste målstolpe var Real Madrid i front.
Chelsea var generelt mere afventende og Real Madrid lignede til tider en alt for stor mundfuld for Mourinhos tropper, men alligevel lykkedes det London-mandskabet at bringe balance i regnskabet blot tre minutter efter Marcelos føringsmål. Ramires brød lidt heldigt gennem Real Madrids ellers fint spillende forsvar og lobbede elegant bolden ind bag en sagesløs Casillas – forarbejdet til målet var flot.
Dette tog imidlertid ikke brodden fra Ancelottis tropper, som var på en mission; Ronaldo især. Han havde noget at skulle bevise over for sin frembrusende landsmand på Chelsea-bænken, og efter 31 minutters spil bragte fænomenet Real Madrid foran igen, efter en sand frisparksperle – den efterfølgende jubelscene var heller ikke til at tage fejl af.
Chelsea kom lidt bedre ud fra anden halvlegs start; dette var en stakket frist. Efter lidt billedudfald under halvlegens indledning spillede Real Madrid sig tættere og tættere på 3-1-målet og dette skulle komme efter et eminent Isco-oplæg. Den lille spanier modtog bolden på venstrekanten og med et følt indlæg sendte han bolden ind i panden på en fremadstormende Ronaldo, som sikkert kunne sende bolden i mål.
Herefter var det småt med højdepunkter i kampen. Real Madrid kontrollerede og Chelsea havde absolut intet at byde ind med af nævneværdig kvalitet. Benzema havde et nærgående forsøg, dí María nogle spektakulære langskud og Morata scorede, men havde forinden løbet ind i en lille offside. Halvlegens absolutte højdepunkt, foruden Ronaldos mål, var, da en fredelig baneløber løb ind på banen for at kramme portugiseren og den var Ronaldo naturligvis med på – sikke en personlighed.
Kampen gav en masse svar og Real Madrid er bestemt på rette vej under Ancelottis dirigentstok, dog efterlader nattens kamp et enkelt spørgsmål, som er til debat; er Arbeloa foretrukket foran Carvajal?
Kampfakta:
Real Madrid – Chelsea 3-1 (2-1)
1-0 Marcelo (14.)
1-1 Ramires (17.)
2-1 Cristiano Ronaldo (31.)
3-1 Cristiano Ronaldo (57.)
Real Madrids hold: Casillas; Arbeloa (Carvajal, 46. min.), Ramos, Pepe, Marcelo (Nacho, 74. min.); Khedira, Modric (Casemiro, 74. min.), Isco (Morata, 84. min.), Özil, Cristiano Ronaldo; Benzema (dí María, 69. min.).
Chelseas hold: Cech; Ivanovic, Cahill, Terry, Cole; Ramires, Lampard, Ginkel; Hazard, Lukaku Oscar.
