Casemiro har overrasket alle

 

Mange undrede sig dybt, da Real Madrid tidligere på sommeren valgte at benytte deres købs-option på 6 millioner € på Casemiro.

Den 20-årige brasilianer havde i anden turneringshalvdel været udlejet til Real Madrid Castilla, hvor han havde gjort det hæderligt, men ikke prangende og derfor virkede det besynderligt at en i forvejen overbefolket midtbane på førsteholdet skulle have endnu en spiller.

Men Casemiro har taget alle med storm under optakten til den nye sæson, senest under kampen mod Inter i går, hvor han overbeviste med sit utrættelige arbejde og gode blik for spillet og derfor kan han nu blive en vigtig spiller i den kommende sæson.

Casemiro har ellers ført en omskiftelig tilværelse i de seneste sæsoner. For et par år siden blev han sammen med Neymar og Lucas Moura kåret til nogle af de bedste sydamerikanske spillere ved U20-mesterskaberne i Peru og han var på vej mod noget stort i Sao Paolo, hvorfra han også nåede at få debut på det brasilianske landshold, men pludselig opstod der en konflikt mellem ham og træner Ney Franco, hvor Casemiro efterfølgende fik skyld for at være en konfliktsøgende spiller.

Derfor kom henvendelsen fra Real Madrid som en befrielse og da man samtidig sikrede sig en frikøbs-klausul på 6 millioner € mod tidligere 30 millioner €, var vejen banet for den unge brasilianer, som nu kan glæde sig over en gylden chance i den spanske hovedstad.

 

Seneste artikler...