Casemiros store chance

Selvom målmandsduellen mellem Diego Lopez og Iker Casillas vinder mange spalter i de store spanske sportsaviser, er der også andre steder på Real Madrids hold, hvor der er kamp om pladserne; Casemiro og Khedira kæmper indædt om pladsen ved siden af en velspillende Modric. Khedira har med rette den nuværende førsteret, qua sine mange fornemme præstationer, men grundet en skade mener den spanske presse at vide, at Ancelotti sætter sin lid til Casemiro, som generelt har nydt stor anseelse hos italieneren, siden sin ankomst til Real Madrid.

Real Madrids midtbane viste mange mangler i åbningskampen imod Betis på Bernabéu, hvor især Khediras rolle var mærkværdig. Han var for offensiv og efterlod ofte holdet ude af balance og sårbar i Betis’ kontrafase – en lille taktisk brøler fra Ancelottis side.

Casemiros rolle i aften bliver angiveligt at holde styr på defensiven, således trioen Modric, Isco og Özil bliver garanteret frie roller i det offensive spil. Brasilianeren kommer overvejende til at se sig selv, som holdets balancespiller og ham, der skal holde styr på midtbanens struktur. Ancelotti har fuld tiltro til at den unge midtbaneslider kan varetage disse opgaver.

Det bliver en af Casemiros få chancer i denne sæson for at spille sig ind, som fast mand ved siden af Modric. Han kommer formentlig til at få regelmæssig spilletid, men det er tvivlsomt, hvorvidt det bliver fra start, når Khedira er tilbage, hvis ikke han leverer en iøjnefaldende præstation i aften.

Den reelle bekræftelse på om Casemiro finder sig selv i startopstillingen i aften, forelægger naturligvis ca. en time før kampstart, hvor madridista.dk nok skal være parate til at levere holdopstillingen på vores Facebook-side.

Seneste artikler...