Özil afviser Arsenal
Det var imødeset med en stor portion gru fra Madridistas.dk verden over, at Arsenal angiveligt skulle være tæt på at hente den tyske verdensstjerne Mesut Özil.
Men nu mener Marca at vide, at tyskeren har afvist englændernes tilbud med henvisning til, at han nyder livet i Madrid og derfor ikke ser nogen grund til at forlade klubben. Heller ikke selvom Real Madrid i går hentede Gareth Bale.
Dermed har Özil ikke fortrudt sin udtalelse fra sidste uge, hvor han klart tilkendegjorde sine sportslige ambitioner:
- Jeg har kontrakt til 2016 og jeg føler mig godt tilpas her og har et godt forhold til mine holdkammerater. For mig er det en ære at spille på dette hold. Jeg ønsker at triumfere her. Der er skrevet meget i medierne og der har været snakket om nogle interessante muligheder, men jeg har kontrakt og fortsætter i Real Madrid. Jeg har det rigtig godt og har trænerens tillid. Der er en række mål, som vi gerne vil opnå og hver enkelt har en rolle at spille og det er et af motiverne for at jeg ønsker at fortsætte.
