"For de gamle som faldt, er der ny overalt" - Ny Madridista.dk mener
Det haver så nyligen regnet,
det har stormet og pisket i vor lund.
Frø af ugræs er føget over hegnet,
åg på nakke og lås for vor mund.
Årets løb har sin lov,
der blev lyst i vor skov,
ak, hvor kort, indtil alt er stormens rov.
Det har regnet - men regnen gav grøde,
det har stormet - men stormen gjorde stærk.
Som de tro'de, at skoven alt var øde,
så de vårkraftens spirende værk.
For de gamle, som faldt,
er der ny overalt,
de vil møde, hver gang der bliver kaldt.
Hvem skulle dog have troet, at Jens Ottosens smukke folkemelodi fra 1890, ville kunne bruges som status efter et hektisk transfervindue, som har bragt mange potentielle publikums-yndlinge til Real Madrid, men også i de døende minutter betydet, at vi måtte sige farvel til en markant yndling, nemlig tyske Mesut Özil.
Jeg tror ikke, at der er nogen, som ikke på et eller andet plan er blevet rystet over at se en stamspiller som Özil blive solgt og følte det som en en voldsom regnskylle og en storm, som piskede hen over Real Madrid.
Når denne storm har lagt sig – og det vil den gøre – så kan vi gøre status over en trup, som til denne sæson er blevet umådeligt stærk og hvor der virkelig er noget om snakken ”for de gamle som faldt, er der ny overalt”.
For er sandheden nu ikke, at Real Madrid står med en af de mest lovende spillertrupper gennem flere år, hvor ungdommen bruser frem og hvor man føler at klubbens egne Canteranos rent faktisk har udsigt til reel spilletid med muligheden for at slå igennem?
Gennem sommeren har en af de store bekymringer hos mange Madridistas jo været, hvorvidt vore egne spillere som Morata og Jesé ville få spilletid i en offensiv, som i forvejen er umådeligt stærk og med tilførslen af Gareth Bale bliver uhyggeligt stærk og så er det måske et af de ofre, der må bringes, at spillere som Kaká og Mesut Özil må forlade Real Madrid.
Det kan være svært at forstå i forhold til sidstnævnte, som til fulde har indfriet forventningerne, selv om der også har været momenter i hans spil, som kunne tåle en klar forbedring, som for eksempel evnen til at score mål.
Men der er ingen grund til at tro, at Real Madrid-skoven er øde, for der er masser af spirende vårkraft i den nuværende trup, som har fået en fantastisk stamme af unge spaniere, hvor Isco & co. netop nu bør samle os alle og øge forventningerne til den kommende sæson.
Godt nok har spillet endnu ikke været prangende, men førnævnte Isco har reddet meget med sine præstationer og så må man ikke glemme, at vi fortsat mangler at se unge folk som Varane og Illarra i aktion, mens Gareth Bale heller ikke kan undgå at øge forventningerne til den kommende sæson.
Og så må man ikke glemme, at når man fjerner markante spillere, så giver det muligheden for at andre kan blomstre op, sådan som vi har set det med Luka Modric og det giver også et spirende håb for den kommende sæson.
Lige nu savner vi Mesut Özil og hans tryllerier, men når den største skuffelse har lagt sig, så tror jeg også, at de fleste vil kigge tilbage på et transfervindue, hvor der er flere ting at glæde sig over end der er at være skuffet over.
Herfra skal der lyde et stort tak for alt og et held og lykke med fremtiden til spillere som Özil, Higuaín, Albiol, Callejón, Denis, Kaká og hvad de hedder alle sammen, men et endnu større held og lykke med fremtiden til alle vores nye folk, som har brug for at vide at denne transfer-storm har gjort os stærke og at vi alle møder, når der bliver kaldt, hvilket vil ske næste gang, når vi gæster El Madrigal til opgøret mod Villarreal, som vil få dette nye og stærke Real Madrid-mandskab at føle.
El Madrid unido jamás será vencido.
Saludos Blancos!
Jesper
