Det bliver en aften madridistas verden over har set frem imod med længsel, når Real Madrid kl. 22.00 i aften besøger El Madrigal i et vaskeægte topopgør. Ikke nok med det er et opgør mellem to af de fire hold med maksimumpoints, der er også tale om debut til sommerens to største indkøb; Asier Illarramendi og Gareth Bale.

 

Den baskiske midtbaneprofil Illarramendi har haft en svær første tid i Madrid, da han har døjet med skader og derfor kun sporadisk har trænet med holdet. Under den overståede landskampspause har baseren dog haft tid til at finde formen og Ancelotti kunne på gårsdagens pressemøde afsløre, at klubbens nye 24'er vil spille fra kampens start, formentlig på bekostning af Sami Khedira eller Isco.

På pressemødet afslørede Ancelotti også, at Gareth Bale vil få spilletid, men det forventes ikke at waliseren vil starte inde i den svære udekamp mod de gulklædte nyoprykkere.

Sidst Real Madrid besøgte El Madrigal endte opgøret 1-1, efter en drabelig kamp, hvor Cristiano Ronaldo scorede Real Madrids mål, men både Sergio Ramos og Mesut Özil måtte se sig udvist sammen med Jose Mourinho. Før det opgør havde Real Madrid vundet de seneste fem opgør mod 'Den Gule Ubåd', så der er tale om et hold man traditionelt har et godt tag på.

Forhåbentlig bliver det mindre drabeligt i aften, hvor Ancelotti også forventes at lade Nacho starte inde. Nacho som netop har fået debut på det spanske landshold, forventes at blive foretrukket på venstrebacken i fraværet af Coentrao og Marcelo, som begge vendte skadede tilbage fra deres landsholdsture.

 

Seneste artikler...