Genvunden tro på egne evner sikrede endnu en storsejr i Champions League
Der var på forhånd lagt op til en oprejsningsaften på Bernabeus græstæppe. Ikke så få af de hvidklædte Real Madrid spillere havde noget at bevise med frisk erindring på den jammerlige indsats, der blev leveret i weekendens El Derbi mod Atlético. Derudover var det samtidig en mulighed for Casillas og Ronaldo til at fejre henholdsvis sin tilbagevenden mellem stængerne og sin status som jubilar for kamp nr. 100 spillet i de europæiske turneringer. I front var det, måske, sidste chance for, at Benzema fra start kunne overbevise sine efterhånden mange og højlydte kritikere om, at han vitterligt er den rigtige frontangriber at satse på i den spanske hovedstad.
Hvad angår sidstnævnte er det tydeligt, at Real Madrids franske spydspids i øjeblikket er uden selvtillid. Allerede efter fem minutter kunne franskmanden have rettet op på sin øjeblikkelige måltørke, men missede. Modric var endnu en ændring i Ancelottis start-11 i forhold til weekendens El Derbi og det er ganske tydeligt, at det opbyggende spil bliver hurtigere, farligere og bare meget bedre, når det går igennem den lille kroat.
Marcelos tilbagevenden var i første halvleg en nydelse og det virkede også som om den muntre brasilianer var glad for gensynet, hvilket han kvitterede for efter 20 minutter da han smækkede et indlæg i feltet. Johan Wiland kunne i den sekvens være blevet castet til det seneste afsnit af Morten og Peter, for svenskeren var klart på det falske sted. Det gør man ikke ustraffet, når Cristiano Ronaldo spiller på modsatte hold og dermed kunne portugiseren fejre sit 100-europæiske-kampe-jubilæum på bedst mulig vis.
FCK var i første halvleg sjældne gæster på Real Madrids bane og deres farligste våben var, som det nu engang må være når man har Ståle Solbakken ved rorpinden, at stå dybt på egen banehalvdel og efter en bolderobring at losse den hurtigst muligt mod Casillas' felt og så håbe på en heldig fod eller en anden tilfældighed. Præcis som den norske fodboldbibel prædiker det, hvilket da også en enkelt gang var ved at give pote. Denne gang efter et hjørnespark hvor det mest af alt lignede, at Casillas i et kort øjeblik havde glemt sin jobbeskrivelse og kun et heldigt lår fra Modric sikrede, at det danske mesterhold ikke fik udlignet før pausen.
Anden halvleg forløb i store træk som de første 45 minutter og kun når Real Madrid sjuskede i opspillet, kom FCK frem til noget der mindede om chancer. Man sad faktisk blot og ventede på den befriende anden scoring. Den fik det kræsne publikum efter 66 minutter hvor, hvem andre end, Cristiano Ronaldo satte endnu et lys i jubilæumskagen, efter et opstil der spilttede det københavnske forsvar som en kniv i en pakke Kærgården og med en lille genialitet af et oplæg fra Di María. Lidt krymmel til kagen kom der også i form af selvsamme Di Marías scoringer henholdsvis fem minutter senere, samt et minut inde i overtiden. Dermed var kampen fuldstændig afgjort allerede et kvarter før tid og Ancelotti mandskab kunne tanke en stor portion selvtillid og tro på egne evner frem mod resten af sæsonen.
Real Madrid: Casillas, Carvajal, Varane, Pepe, Marcelo, Khedira (Morata 74'), Modric (Isco 67'), Di María, Illarramendi, Ronaldo, Benzema (Jesé 81')
FC København: Wiland, Jacobsen, Bengtsson, Mellberg, Sigurdsson, Claudemir, Delaney, Gíslason, Jørgensen (Kristensen 72'), Braaten (Adi 66'), Toutouh (Bolaños 64')
Mål: 1-0 Cristiano Ronaldo (21'), 2-0 Cristiano Ronaldo (66'), 3-0 Di María (71'), 4-0 Di María (90+1)
Dommer: Matej Jug (Slovenien)
Gule kort: Modric (44'), Braaten (64'), Delaney (88')
| 4 | Casillas | |
| 3 | Carvajal | |
| 4 | Varane | |
| 3 | Pepe | |
| 4 | Marcelo | |
| 3 | Khedira | |
| 3 | Isco | |
| 4 | Modrić | |
| 4 | Di María ![]() ![]() | |
| 2 | Illarramendi | |
| 4 | Cristiano Ronaldo ![]() ![]() | |
| 2 | Benzema | |
| 3 | Morata |

