Svineheldig sejr i overtiden

Ciutat de Valencia dannede lørdag aften rammen om Real Madrids forsøg på at holde trit med de to tophold, Atlético Madrid og Barcelona, i et opgør mod Levante, som efterhånden har fået styr på sagerne og som altid leverer god fight på hjemmebane.

Real Madrid har haft en kedelig vane med at lægge sløvt ud i kampene og ofte komme bagud og derfor var der naturligvis særlig fokus på dette hos Carlo Ancelotti, som op til kampen lovede, at Real Madrid var på vej mod bedre tider.

Det var et løfte, som fra start så mere end svært ud at opfylde, for Levante startede kampen bedst og lignede et hold med større lyst til at vinde kampen, mens Real Madrid næsten sædvanen tro løb forvildede rundt uden en synlig plan for kampen.

Carlo Ancelotti havde igen foretaget mange udskiftninger på holdet og det kan måske have lidt af skylden for den usikre start og de mange fejlafleveringer i en første halvleg, hvor Real Madrid faktisk kun var tæt på, da man blev snydt for et straffespark efter 35 minutters spil og så fem minutter senere, hvor Luka Modric fik et par gode muligheder for at bringe Real Madrid foran.

Levante havde dog heller ikke de store chancer, men lige før sidste dommerfløjt havde Babá dog et drøn af et langskud, som Diego López måtte vise klassen for at parere til hjørnespark.

Pausen bød ikke på ændringer, hverken i holdopstillingen eller i indstillingen på banen og det blev naturligvis ikke ved med at gå for Real Madrid, for efter 11 minutters spil, blev Real Madrid slået med egne midler, da et hurtigt kontra-angreb blev omdannet til en sikker scoring fra Babá.

Det fik straks Ancelotti til at reagere med en indskiftning af Marcelo, som kom på banen i stedet for Coentrao og denne aftens skribent indrømmer klart, at det ikke vakte ubetinget jubel, at indskifte en ny forsvarer. Skepsissen blev dog vekslet til jubel få øjeblikke efter, for den lille brasilianer var med i opspillet til det hjørnespark, som førte til at Sergio Ramos kunne udligne.

Det var et mål, som fik Real Madrids spillere til at vågne lidt op og chancerne kom lidt lettere til Real Madrid-spillerne, som satte sig tungt på kampen. Real Madrids offensiv blev i den sidste del af kampen krydret med det bedste fra La Fábrica, da først Morata og siden Jesé blev skiftet ind i stedet for Isco og Benzema.

Det lignede dog en nedtur fire minutter før tid, da El Zhar fik tid og plads over for et alt for passivt Real Madrid-forsvar til at snurre rundt og sende bolden ind bag Diego López, som heller ikke var helt uden skyld i målet, men Morata ville det anderledes, da han et minut før tid fik udlignet.

Heldet er forfølger den dygtige – og nogen gange bare den svineheldige – for tre minutter inde i overtiden fik Cristiano Ronaldo lov til at afslutte fra kanten af feltet og hans skud gik i mål via stolpen og dermed kan Real Madrid ikke gøre krav på mere held i denne sæson, hvor man må konstatere, at det fortsat er mere end svært at finde hoved eller hale i Ancelottis planer, som i første omgang må gå ud på at lære spillerne, at en kamp varer 90 minutter og at man ikke bare kan sidde og snakke om det på pressemøderne, men at man skal efterleve det i kampene også.

Kampfakta:
Levante – Real Madrid 2-3 (0-0)
1-0 Babá (57.)
1-1 Ramos (61.)
2-1 El Zhar (86.)
2-2 Morata (89.)
2-3 Cristiano Ronaldo (93.)
Tilskuere: 24.102.

Dommer: González González.

Gule kort: Khedira, Arbeloa,Cristiano Ronaldo (Real Madrid), López (Levante).
Røde kort: Ingen.

Real Madrids hold: Diego López; Arbeloa, Sergio Ramos, Varane, Coentrao (Marcelo, 59. min.); Khedira, Modric, Isco (Morata, 69. min.); Di María, Cristiano, Benzema (Jesé, 78. min.)
Levantes hold: Keylor Navas; Pedro López, David Navarro, Héctor Rodas, Juanfran; Simao Mate, Diop; Xumetra (El Zhar, 67. min.), Ivanschitz, Rubén García; Babá (Barral, 77. min.)

Bedømmelse af truppen
3Diego López   
3Arbeloa   
4Ramos   
3Varane   
2Coentrão   
4Marcelo   
2Khedira   
4Modrić   
2Isco   
2Di María   
3Cristiano Ronaldo   
2Benzema   
3Morata   
2Jesé   
0 Uden for bedømmelse
1 Tåkrummende dårligt
2 Skuffende præstation
3 Godkendt
4 Fin præstation
5 Fantastisk

 

Seneste artikler...