Præsident-møde sætter gang i rygterne

Det har vakt stor opsigt, at Florentino Pérez i lørdags var til møde med Real Sociedads præsident, Jokun Aperribay.

Siden har rygterne om spillerhandler mellem de to klubber floreret og angiveligt skal Real Sociedad være interesserede i at leje Casemiro for resten af sæsonen som erstatning for skadede Esteban Granero. Det benægtes dog udadtil af La Real-præsidenten.

Til gengæld bringer spanske Ecodiario i dag historien om, at Florentino Pérez har spurgt på det spanske forsvars-talent, Iñigo Martínez, som betegnes som en af de bedste unge spanske spillere i øjeblikket. Real Sociedad har dog ikke til hensigt at slippe deres forsvarsspiller billigt og angiveligt skal man have forlangt frikøbs-klausulen på 30 millioner €.

Det tæller dog til Real Madrids fordel, at Iñigo Martínez har kontraktudløb i 2015 og det betyder, at Real Sociedad kan være tvunget til salg, hvis man ikke kan nå til enighed om en ny kontrakt med ham og man samtidig vil tjene lidt penge på ham.

Seneste artikler...