Endelig Benzema-kasse

Det er ikke blot i Madrid, det er svært at være Karim Benzema, det gælder i høj grad også på landsholdet. Således havde Karim Benzema indtil i går aftes ikke scoret i hele 1224 minutter, eller hvad der svarer til mere end 13 kampe i træk for landsholdet - seneste mål daterede sig helt tilbage til 5. juni 2012.

Således var Benzema også blevet bænket til gårsdagens opgør mod Australien, hvor Arsenal-angriberen, Giroud, var den foretrukne hos Les Bleus. Giroud takkede for tilliden med to mål.

I anden halvleg fik Benzema dog chancen, og den var han ikke sen til at gribe. Allerede efter blot fem minutter på banen scorede Benzema til 6-0 og fik dermed endelig sluttet den dårlige stime.

Efter kampen udtalte Benzema således: "Det var godt at score et mål og slippe af med presset." Forhåbentlig kan franskmanden også snart få gang i målscoringen hos Real Madrid, hvor det efterhånden også er længe siden angriberen har fået netmaskerne til at blafre.

Seneste artikler...