En vanskelig tid for Xabi Alonso

Vi alle glædede os til at få vores styrmand tilbage på banen.. Og da det var lige ved og næsten, var Xabi Alonso noget nær klodens uheldigste mand. En ny skade som bestod af en brækket fodknogle.
Skadesanalysen her vil tage udgangspunkt i Alonsos nuværende skade.


Fakta om skaden: Alonso har brækket eller fået en fraktur af den 5. mellemfodsknogle(metatarsalknoglerne) oppe ved dens base(ca midt på fodens yderside). Knoglen ender med at være vores lilletå. Hvis man kører fingeren op af ydersiden på foden, kommer der et stort bump midt på ydersiden. Det er her Alonsos fraktur sidder. En brækket knogle er der såmænd ikke så meget i, den gror sammen igen i løbet af 3-8 uger. Da Alonso blevet skadet d. 21.8.13 kan knoglen altså stadig være under opheling. Men selve forløbet efter denne type fraktur er ikke som hvis man brækker underarmen eller kravebenet. Ligeså snart det drejer sig om en fraktur der kan relateres til benene skal man straks tænke, hurtig genoptræning, så vidt det er muligt. I Danmark skal man gå med bandage i 2-3 uger. Jeg ved ikke hvad man gør i Spanien, men noget der læner sig op af den danske måde er meget plausibelt. I løbet af tiden, hvor Alonso ikke har haft fuld vægtbæring på benet, har han mistet meget af sin muskelkontrol, styrke, kondition etc. Selvfølgelig fordi hans fysiske udfoldelse har været begrænset. Dels pga. kroppen skal have ro og hvile til at komme sig, men også smerterne oven på en brækket fod. Her er det vigtigt at man ikke forcerer genoptræningen. Smerter er kroppens signal om at det man gør lige i dette øjeblik skal stoppe omgående før der kommer yderligere skade. Hvis man er skredet for hurtig til værks kan man have risikeret at frakturen ikke er 100 % helet. Dette er måske en grund til at Alonso er været længere "skadet" end forventet.


Tiden efter skaden: Når ophelingen er 100 % og man er sikker på at Alonso må belaste benet med fuld styrke venter der desværre en lang genoptræning. Denne skulle han forhåbentlig være i fuld gang med. Som nævnt ovenover bliver man sat en del tilbage rent fysisk, når man er nødsaget til at være begrænset i sine fysiske aktiviteter. Ikke kun fodbold, men også daglig dags aktiviteter som rengøring, madlavning osv(Alonso har selvfølgelig folk til dette ;D ).


Specielt stabiliteten og styrken af fodens og anklens led, bør være et af de større fokuspunkter i genoptræningen efter en sådan fraktur. På anklens/fodens inder- og yderside løber der muskler som man kalder for "stigbøjler". Disse stigbøjler vil under optimale forhold gå ind og stabilisere når ankelen/foden er ved at komme i yderstillinger. Det er meget muligt at stabiliteten af foden, er noget af det som Alonso stadig kæmper med siden han ikke er helt klar endnu. Hertil må det påregnes at benet, fordi det ikke har fået maksimal belastning, i en længere periode, har tabt en del stabilitet og muskelstyrke som igen også skal bygges på. Da Alonso ikke længere er 24 år, skal han pga. alderen yde ekstra, før han opnår samme effekt som sine yngre medspillere. Summa summarum, der er altså flere elementer som kan spille ind på hvornår og hvor god en form Alonso vil være i når han endelig er tilbage.
Hvad angår forebyggelse – kan man aldrig forebygge med frakturer, da disse oftest kommer pga. direkte slag/spark lign. mod skelet.
Min vurdering på hvornår Alonso træner fuldt med ville være 3-6 uger, uden at jeg overhovedet ved hvilken fysisk tilstand han er i. Vurderingen er udelukkende baseret på min erfaring med samme type fraktur og genoptræning af denne.

Rasmus Mikkelsen, Madridista.dks fysioterapeut.


Referencer: Ortopædkirurgi for fysioterapeuter
Idrætskadebogen
Clinical sports medicine

Seneste artikler...