Optakt: Tre point er et krav

Anden halvleg på Camp Nou imod Barcelona var anstændig og ganske perspektivrig, hvorfor der skal bygges yderligere på de respektive fine tendenser, som var at spotte denne lørdag aften; ihærdighed, vilje og en offensiv fodboldtilgang, som klæder Real Madrid allerbedst. Sevilla lyder onsdags-menuen, og hos Real Madrid er det mest bemærkelsesværdige, at midtbanegeneralen Xabi Alonso er tilbage i truppen til aftenens kamp. Det forventes at spanieren får lidt nødvendige minutter i benene, såfremt kampen forløber planmæssigt.

Bale er blevet revset en smule i de spanske sportsaviser, hvilket må siges at være ganske unuanceret taget waliserens indkøringsperiode i betragtning. Han viste i lørdags glimt af sine enestående kvaliteter, og Ancelotti har ganske vist også planer om at benytte sig af den alsidige kantspiller i startopstillingen i aften, hvor den største overraskelse formentlig bliver en tiltrængt (Læs: ventet) pause til forsvarskrumtappen Sergio Ramos, der i øvrigt selv har en fortid i netop Sevilla.

Ancelotti vurderede i lørdags, at der ikke var råd til at spare Ramos, hvilket i bagklogskabens ulidelig klare lys, var en gedigen brøler, taktisk. Derfor forventes det ligeledes, at Illarramendi er tilbage på den defensive midtbane for at dirigere slagets gang. Ancelotti plejer ikke at være rad for at stille offensivt op i egen hule, og italieneren insinuerede da også på pressemødet forud for kampen, at Isco muligvis er at finde i startopstillingen igen. I samme henseende er det ikke utvivlsomt, at Modric bliver sidste mand på tremandsmidtbanen, hvorfor formstærke Khedira ser ud til at få et lille velfortjent hvil.

Benzema havde et flot indhop på Camp Nou og dette spinkle momentum skal udnyttes imod Sevilla, såfremt franskmanden nogensinde skal genfinde sin tidligere skarphed i Real Madrid – han har trods alt haft enkelte sæsoner med mange mål.

Sevilla møder op på Santiago Banerbéu i en formstærk udgave. Således har det andalusiske mandskab ikke tabt de seneste fem kampe, men dette faktum ændre ikke på, at Real Madrid er storfavoritter, hvorfor dette skal efterleves på grønsværen. Tre point er et must. Madrid-mandskabet vandt senest 4-1, hvor Ronaldo kvitterede med et hattrick. Der er lagt i kakkelovnen til et målrigt opgør.

Kampens dommer José Antonio Teixeira Vitienes blæser opgøret i gang i aften kl. 22 og kampen kan i øvrigt ses på Canal 9.

Real Madrids forventede startopstilling: Diego López; Arbeloa, Pepe, Varane, Marcelo; Illarramendi, Modric, Isco; Bale, Ronaldo; Benzema.

Seneste artikler...