Defensa Central: Real Madrid vil forhandle med Tottenham om tilbagekøb af Reguilón

 

Ifølge Defensa Central vil Real Madrid forsøge at forhandle med Tottenham om et tilbagekøb af venstreback Sergio Reguilón, som de ønsker at hente tilbage inden næste sommer.

Da Real Madrid besluttede sig for at sælge Reguilón i 2020, solgte de ham med en tilbagekøbsklausul, da de regnede med, at spanieren maksimalt ville stige med 5 millioner euro per år. Klubben vurderer dog ifølge Defensa Central, at venstrebackens hidtidige udvikling i Premier League, ikke er 10 millioner euro værd, hvorfor de vil forhandle med Tottenham om prisen.

Reguilón blev solgt for 30 millioner euro til Premier League-klubben, hvorfor prisen på spanieren vil være 40 millioner euro. Når Real Madrid går til forhandlingsbordet med Tottenham-ejer, Daniel Levy, håber de dog ifølge Defensa Central at kunne lande på et beløb omkring 30-33 millioner euro.

Ifølge Defensa Central forventer Real Madrid, at det bliver en hård forhandling. Florentino Pérez er bekendt med Daniel Levy, da han tidligere har forhandlet med ham blandt andet ved købene af Luka Modric i 2012 og Gareth Bale i 2013, og ved derfor, at han kan være en hård nød at knække.

Hvis de to klubber kan blive enige om en rimelig pris for Reguilón, er det ikke planen, at venstrebacken bliver fast inventar i startopstillingen, da Ferland Mendy fortsat vil være førsteprioritet. Spanieren vil derimod indtage rollen som udskifter.

Seneste artikler...

Annonce