Ultras Sur er fortid på Estadio Santiago Bernabéu

 

Real Madrids planer om helt at fjerne Ultras Sur fra Estadio Santiago Bernabéu fortsætter ufortrødent og målsætningen er klar.

Klubbens sportslige ledelse ønsker at skabe en hvid mur i den sydlige ende af stadion og forbilledet er Dortmunds fantastiske kulisse, som uden sammenligning er Europas bedste.

Planerne er så langt fremme, at de allerede i begyndelsen af 2014 vil blive realiseret og Real Madrid ønsker et afsnit på stadion, hvor stemningen og slagsangene vil være i højsædet og ikke længere vil være forbundet med ekstremistiske holdninger.

Afsnittet skal være fyldt med fans under 35 år og klubben vil selv stå for udvælgelsen af gruppen og selv om man endnu ikke kender til fremgangsmåden, vil man sandsynligvis gå efter de tusindvis af Carnet Madridistas, som ikke er medlemmer af klubben og det skyldes naturligvis, at Real Madrid i forvejen råder over en medlems-skare, som ligger højt i forhold til gennemsnits-alder.

Real Madrid har i de seneste måneder haft et tæt samarbejde med politiet for at få udpeget de mest voldelige medlemmer af Ultras Sur og det har ført til, at man har bortvist mere end 250 medlemmer.

Det ventes, at det nye afsnit på Estadio Santiago Bernabéu først vil være fuldt integreret til næste sæson.

 

Seneste artikler...