Optakt: Olímpic de Xativa - Real Madrid

Kravet er ligetil:

Real Madrid skal i aften fjerne enhver tvivl om avancement til næste runde af Copa del Rey, når de dyrtbetalte stjerner på udebane møder Olímpic de Xativa, der til dagligt bor i den tredje bedste spanske række, La Segunda B. Hvor holdet i gruppe 3 ligger på en hæderlig tredjeplads, to point fra en playoff-plads.

Fortidens Copa del Rey-rædselsbilleder som Real Union og Alcórcon kan ikke ændre på, at Real Madrid er Teide-høje favoritter, dertil er forskellen mellem aftenens to duellanter for stor, og det er endda selvom Carlo Ancelotti forventeligt vil benytte sig af flere af holdets reserver.

Flere af de største profiler bliver da også i Madrid, og det giver plads i startopstillingen til mere perifere navne som Iker Casillas, Nacho, Casemiro, Illarra, Jesé og Morata, som alle får en chance for at bevise, at de fortjener mere spilletid end på nuværende tidspunkt. Samtidig må der også være en forventning om, at de bedstpræsterende af Ancelottis aktører får en mulighed for genvalg, når man tirsdag rejser til Danmark for at møde et ikke særligt skræmmende FCK-mandskab.

Kampen i aften, der spilles klokken 22.00 og vises på 6'eren, vil udover et ungt Madrid-hold også byde på et Olímpic de Xativa hold uden kendte navne. De mest iøjnefaldende er dog John Mosquera (23 år) og Christian Perales (24), der hver har scoret tre gange i sæsonen, og det er ikke utænkeligt, at de to unge forwards vil vise masser af gåpåmod og i enkelte situationer have held til at presse et ukoncentreret Madrid-mandskab, der lidt for ofte lukker unødvendige mål ind.

Olímpic de Xativa har hjemme på det minimale La Murta, der har en kapacitet på blot 9000 tilskuere, hvor holdet i egen række har en statistik, som hedder tre sejre, tre uafgjorte og to nederlag. Ikke just nogen skræmmende rekordliste.

De forventede startopstillinger:

Olímpic de Xativa
Francis – Peris, Pepín, Mendoza, Alcázar – Belda, Ritaferra, Samu, Mosquera – Marenýa - Christian

Real Madrid
Casillas – Marcelo, Pepe, Nacho, Carvajal – Illarra, Casemiro – Jesé, Isco, dí María - Morata

Seneste artikler...