Atter bonus-ordning på vej til spillerne
Real Madrid er tilbage på sporet rent økonomisk og skal ikke forholde sig til, om man kan indskrive de spillere, som man indkøber til truppen. Ej heller bekymre sig om, hvorvidt man kan finde penge og lønkroner til sommerens ventede forstærkninger.
Det betyder også, at Real Madrids spillere atter kan se frem til at få udbetalt bonus, som truppen samlet frasagde sig under Corona-krisen, samtidig med at man i en periode gik ned i løn. Real Madrids anfører-team forhandler således med Florentino Pérez om beløbet for denne sæson.
Real Madrid er kommet overbevisende gennem Corona-krisen, dels på grund af spillernes velvilje, men så sandelig også fordi Florentino Pérez med det samme indstillede klubben på de nye vilkår, hvilket blandt andet betød, at man sidste sommer var nødt til at sælge stort ud af truppen og samlet hentede over 100 millioner € i transfersummer.
Det var i sidste ende medvirkende til, at Real Madrid kom ud af regnskabsåret med knap en million € på bundlinjen, men lige så vigtigt fik barberet over 200 millioner € af nettogælden. Vel at mærke midt i pandemien.