Ancelotti: Aldrig haft en spiller som Casemiro

For anden gang på fire dage spiller Real Madrid i morgen eftermiddag imod Elche. Denne gang er det Real Madrid, der er på hjemmebane, og Carlo Ancelotti udtalte sig om kampen på dagens pressemøde.

Om kampen sagde han:
- Det holdt hårdt med at slå dem i cuppen. De er i god form, og de vil komme her med en lignende tilgang. Vi skal være solide og fremvise motivation, fordi det er tre vigtige point at spille om. Holdet er i ret god form. Vi har Asensio, Vallejo og Mariano ude med muskelproblemer, og Carvajal tester stadig positiv (for corona, red.). I morgen er en god dag at bruge Hazard fra start, og jeg håber, at det bliver en god kamp for ham. Gareth (Bale, red.) forbedrer sig fysisk og træner med holdet hver dag.

Ancelotti blev tilmed spurgt ind til, om Hazard er med i planerne for den kommende sæson, og her svarede han:
- Ja, han er med i planerne for næste sæson.

Om kampprogrammet:
- Kampprogrammet giver ingen mening. Det er ikke et problem, der kun påvirker Real Madrid, det gælder alle hold. Vi vil ikke lægge pres på nogen andre hold. Vi vil spille med de gutter, der er klar, og det er alt, der er at sige. Men kampprogrammet er helt skørt, og det skal hellere løses før end siden.

Real Madrid ser ud til at skulle spille den næste Copa del Rey-kamp imod Athletic Club uden truppens sydamerikanske spillere, der skal på landsholdstjeneste. Om det sagde Ancelotti:
- Vi ved, at vores brasilianske drenge ønsker at spille for deres landshold. De tager til Brasilien, og træneren vil tage beslutningen om, hvornår de er tilbage. Vi vil ikke presse nogen.

Marcelo blev lidt tvivlsomt udvist imod Elche i cuppen, og nu har han modtaget en karantænedom på tre spilledage. Ancelotti gav sin mening om beslutningen:
- For hvad han gjorde, er tre kampe meget. Jeg ved ikke, hvad han sagde til dommeren, og det ønsker jeg heller ikke at vide. Det er en skam, fordi Marcelo spillede godt i den kamp. Vi mister en vigtig spiller i disse tre kampe. Han misser disse Copa del Rey-kampe, men vil forblive vigtig for os i ligaen.

Eduardo Camavinga gjorde det fint på Casemiros position i torsdagens udebanekamp imod Elche, men Ancelotti afviste, at den unge franskmand er tænkt som en direkte overtager af Casemiros arbejdsopgaver i fremtiden:
- Vi ville lave en fejl, hvis vi leder efter en kopi af Casemiro. Andre spillere med andre kvaliteter kan spille hans position såsom Camavinga. Du skal blot tilpasse dig. Jeg har aldrig haft en defensiv midtbanespiller som Casemiro.

Seneste artikler...

Annonce