Optakt: Ath. Bilbao - Real Madrid, Copa del Rey, kvartfinale

RealMadrid Logo

Real Madrid er på en svær Copa del Rey-opgave ude mod Ath. Bilbao i aften.

Holdene er nået til kvartfinalen og optakten har ikke været den bedste for Real Madrid, som først i løbet af det seneste døgn har fået sine fire sydamerikanere tilbage fra landskampe, nemlig Casemiro, Rodrygo og Vinícius, samt Fede Valverde. Eder Militao har været hjemme i nogle dage, idet han fik en karantænegivende advarsel i Brasiliens første landskamp.

Udover den lange rejse for sydamerikanerne, må Ancelotti også kigge langt efter en venstre back, idet Marcelo afsoner karantæne, Mendy er skadet og Miguel Gutiérrez er først vendt så sent tilbage til træning efter sin Corona-pause, at han ikke er blevet udtaget. Herudover er Karim Benzema ikke med.

Real Madrid og Ath. Bilbao har mødt hinanden tre gange i denne sæson – to gange i LaLiga og en gang i den spanske Super Cup – og alle tre kampe er endt med Real Madrid-sejr og Real Madrid håber naturligvis på den fjerde triumf i træk, for det er et mål at vinde Copa del Rey-trofæet i år.

Derfor kan man også forvente, at Carlo Ancelotti vil stille i stærkest mulige opstilling og det betyder, at eneste to ændringer i startopstillingen forventes at blive Nacho som venstre back og Luka Jovic som angriber og det giver trods alt forhåbninger om et godt resultat. Herudover skal man nok forvente, at Courtois får pladsen i målet, selv om Lunin indtil nu har haft Copa del Rey-kampene.

Ath. Bilbao-træner Marcelino har også haft sine udfordringer. Flere af hans spillere har været ude med Corona, men de er klarmeldt igen og der er kun tvivl om Sancet. Ath. Bilbao har været i Copa del Rey-finalen i de seneste to år og man vil naturligvis gerne helt til tops i turneringen.

Derfor ventes Marcelino at stille med Williams-brødrene i front og deres fart skal nok holde Real Madrid beskæftiget på kanterne. Og de får støtte af et par gamle kendinge i spansk fodbold, Muniain og Raúl García.

Dermed er der lagt op til et brag af en kamp mellem to af de mest historiske klubber i LaLiga og der ventes som vanligt masser af dramatik og spænding.

Real Madrids forventede hold: Courtois, Carvajal, Alaba, Militao, Nacho, Casemiro, Kroos, Modric, Asensio, Vinícius, Jovic.

 
 
 

Seneste artikler...

Annonce