Referat: Real Madrid - Granada 1-0, LaLiga, 23. spillerunde

Asensio Granada

Det udviklede sig til en nærmest perfekt spillerunde for Real Madrid, som i aftes udnyttede de øvrige titelkandidaters fald til at øge føringen i LaLiga til nu seks points. Det skete via en fuldt fortjent sejr på 1-0 over Granada.

Carlo Ancelotti overraskede ved at give genvalg til Rodrygo og Asensio i front og det toppede italieneren så med at smække Isco ind som den falske 9er i truppen og dermed anbragte han røven i klaskehøjde, men de to sidstnævnte spillede over al forventning og derfor må man sige, at missionen lykkedes for Ancelotti.

I første halvleg havde Real Madrid dog i perioder svært ved at sætte sig på kampen for alvor, måske fordi Eduardo Camavinga var fejlplaceret på Casemiros position og der hører den unge franskmand ganske enkelt ikke hjemme. Han forsøgte det bedste han havde lært, men det var tydeligt, at han var bedst, når han forlod positionen og kom længere frem på banen.

Det løste Ancelotti i pausen, hvor Eduardo Camavinga blev taget ud og i stedet kom energiske Fede Valverde på banen. Han fik en mere fremskudt position, mens Toni Kroos tog sig af de mere defensive opgaver og anført af uruguayaneren fik Real Madrid tilkæmpet sig et stort overtag og kom først på alle returboldene og kunne dermed fastholde presset mod et Granada-hold, der kæmpede bravt.

Det meste af det offensive spil kom dog fra højre side, hvor Asensio var meget aktivt deltagende og det var da også et pragtskud fra ham, der bragte Real Madrid på vinderkurs, da han tog chancen langt udefra og udplacerede en stærkt spillende Maximiano i Granada-målet.

Med sejren fik Real Madrid lagt låg på lidt af den seneste tids kritik og der var da også flere positive momenter at tage med for et stærkt afbudspræget hold, hvor nogle af de mere udskældte spillere kom ind og viste lovende takter. Det bliver der brug for i fortsættelsen.

Kampens spiller: Man har sådan en lyst til at pege på Isco, der – med rette – har været voldsomt udskældt. I går gjorde han det dog godt på en uvant position. Men det bliver Fede Valverde, som løber med æren. Han kom ind og tog teten på midtbanen og gik forrest i vanligt arbejdsraseri og man kan kun elske ham.

Kampens badebold: Salig Richard Møller Nielsen sagde altid: Man skal bruge sine fløje, selv om de er sløje. Og det er Rodrygo. Hold nu op, hvor er det ordinært hvad der kommer fra hans fødder i øjeblikket.

Perspektiver frem mod de kommende kampe: Vigtig sejr efter det skuffende Copa del Rey-exit. Det kan forhåbentlig give lidt ro, inden den svære udekamp mod først Villarreal og siden Paris SG i CL. Der er brug for stærke reserve-præstationer og det fik man over en bred kam i går.

 
 
 

Seneste artikler...

Annonce