Usynlig indsats på en grå onsdag
´Xátivas forsvar blev flere gange narret af den driblestærke Jesé, der leverede en hæderlig indsats denne onsdag.
Uden at imponere er Real Madrid videre til næste runde af den spanske pokalturnering. Det blev klart efter en let sejr på 2-0 hjemme mod Olímpic Xátiva.
Spillet var på ingen måde prangende, og det skyldes givetvist, at Carlo Ancelotti havde været rundhåndet med chancerne til flere af klubbens mindre profilerede navne. Jesé, Casemiro, Nacho, Morata og Illarra var alle med fra start, men ingen kan med rette argumentere for, at disse reserver spillede sig ret meget nærmere fast spilletid.
Enkelte lyspunkter var der dog at finde. Det krævede bare man ledte lidt.
Jesé viste i flere momenter, hvorfor han betegnes som klubbens måske største talent, blandt andet med et stort overblik i forbindelse med Illarras første scoring i Madrid-trøjen, der faldt efter lidt over et kvarters spil.
I den anden ende af spillepladsen var Nacho nok en gang en sikker skanse, og viste ligesom i Parken, at nok der stadig er lang vej til stjernestatus, men at potentialet til en stor fremtid bestemt er til stede.
Herudover var det skuffende, hvad man oplevede fra de unge navne, der slet og ret burde have vist mere sult, end tilfældet var. I hvert fald hvis de virkelig har ambitioner om at blive til noget hos den hvidblusede hovedstadsklub.
Casemiro var ingenlunde den spil-diktator, han burde være fra sin position midt på banen, mens Morata for Gud ved hvilken gang viste, at han mangler meget, før han på nogen tænkelig måde kan betegnes som en reel trussel mod Benzema i angriber-hierakiet. Dertil er de tekniske mangler alt for udtalte.
Udover sit mål var Illarra ikke særligt synlig på en alt for langsom madrilensk midtbane.
Mens de mere perifere navne var svigtende i deres præstationer, så var der mere swung over startopstillingens mere etablerede navne. Pepe var bundsolid og lukkede perfekt af defensivt, hvilket blot understregede portugiserens fine form, Isco var drilsk og nærgående i sin boldomgang og Arbeloas præstationer på backpladserne var nok en gang af ganske godkendt karakter.
Overordnet set var det dog en kamp, hvor madrilenerne på ingen måde blev presset, og hvor kampen efter Dí Mariás heldige gevinst i straffesparkslotteriet overgik til det, man bedst betegner som en afdæmpet affære.
Det rakte dog fint til videre avancement.
Sejren betyder, at Real Madrid i næste runde skal op mod Osasuna. Et hold, der ved tidligere lejligheder, senest lørdag aften, har drillet kongeklubben.
Kampfakta
Real Madrid – Olímpic Xátiva 2-0 (2-0)
1-0 Illarramendi (16. min.), 2-0 Dí María (28. min., str.)
Advarsler
Real Madrid: Casemiro, Carvajal, Pepe, Jesé
Xátiva: Alcázar
Dommer
Teixiera Vitienes
Real Madrid
Casillas – Arbeloa, Nacho, Pepe, Carvajal (77. min., Marcelo) – Illarramendi (58. min., Xabi Alonso), Casemiro, Jesé, Isco (70. min., Benzema), Dí María – Morata
Olímpic Xátiva
Francis – Peris, Pepín, Mendoza, Alcázar – Belda (85. min., Pallarés), Samu, Marenýa (63. min., Vaquera), Rifaterra, Denis – Franch (71. min., Mosquera)
Karakterer, Real Madrid
Casillas – 3
Arbeloa – 3
Nacho – 3
Pepe – 4
Carvajal – 3
Illarramendi – 3
Casemiro – 2
Jesé – 4
Isco – 4
Dí María – 3
Morata – 2
Xabi Alonso – 3
Benzema – 3
