Optakt Valencia - Real Madrid, 17. spillerunde

Real Madrid spiller i aften årets sidste kamp, når holdet gæster Mestalla til den svære udekamp mod Valencia og der er ikke så meget at rafle om, for det er vind eller forsvind for Carlo Ancelottis tropper.

Ud over vigtigheden af at hente de tre points, så sender kampen også mørke skygger hen over Iker Casillas, som i morgen for præcis et år siden for første gang blev bænket til en officiel kamp af José Mourinho, da Real Madrid tabte 3-2 til Málaga på La Rosaleda og senere på sæsonen måtte den legendariske målmand lade sig udskifte med en brækket knogle i hånden efter at Arbeloa uheldigt kom til at sparke Casillas på netop Estadio Mestalla, hvor han altså i morgen tager plads på bænken igen.

Men til aftenens kamp. Her må Real Madrid se bort fra Pepe i det centrale forsvar og det giver et rent spansk centerforsvar bestående af Nacho og Ramos. Sidstnævnte er den rutinerede af de to, men han har bestemt haft sine problemer i denne sæson og det giver naturligvis anledning til visse panderynker, når holdet står over for Valencias farlige angriber Jonas, som har haft pæn succes i denne sæson på et Valencia-hold, som har skuffet fælt og derfor så sig nødsaget til at fyre træner Djukic inden denne kamp.

Det er derfor ukendte Nico Estévez, som står i spidsen for Valencia og det ventes at blive en midlertidig løsning, indtil Juan Antonio Pizzi står klar i det nye år.

Real Madrid har vundet de seneste fire opgør på Mestalla, heriblandt storsejrene på 3-6 og 0-5 og Ancelottis tropper kan da heller ikke fraskrive sig favoritværdigheden, men det kræver at man er klar fra start op ikke leverer som i opgøret mod Osasuna igen.

Real Madrids forventede hold: Diego López, Carvajal, Ramos, Nacho, Marcelo, Xabi Alonso, Modric, Di María, Isco, Cristiano Ronaldo, Benzema.

Seneste artikler...