Vigtig april måned venter Real Madrid

Når landsholdspausen er slut, er vi på vej ind i april måned, og her har Real Madrid både en række enormt vigtige kampe samt nogle mere overskuelige opgør indimellem.

Det første opgør er den 2. april, hvor missionen må være at rejse sig fra det skuffende Barcelona-nederlag med udebanekampen imod Celta Vigo, inden man møder Chelsea på udebane den 6. april.

Herefter venter et mere overkommeligt opgør den 9. april imod den øjeblikkelige 15.-plads, Getafe, som man møder på hjemmebane. På papiret er det i hvert fald en af april måneds nemmere opgaver, men i virkeligheden drejer det sig om revanche for Real Madrid, der tabte på udebane til Getafe i starten af 2022.

Allerede tre dage senere, den 12. april, venter returopgøret i Champions League-kvartfinalen imod Chelsea, og efter det opgør, får man ikke lov at hvile på laurbærrene. Således går man ind til udebanekampen imod Sevilla den 17. april med bevidstheden om, at årets Champions League-eventyr enten er slut eller fortsætter i semifinalen.

Onsdag 20. april venter en udebanekamp imod Osasuna i Pamplona – et opgør, der altid er vanskeligt. Herefter har Real Madrid pause i weekenden, men såfremt man har slået Chelsea ud af Champions League, spiller man den 26. eller 27. april første semifinalekamp på udebane imod enten Manchester City eller Atlético Madrid.

Afhængig af den specifikke ligaplanlægning er sidste kamp i april en hjemmebanekamp imod Espanyol den 30. april – kampen kan dog også ende med at blive spillet 1. maj. Sammen med Getafe-kampen er det nok den nemmeste kamp i april, men også her jagter Real Madrid en revanche, idét man tabte 2-1 på udebane i efteråret til Espanyol.

Overblikket for april følger her:
2. april: Celta Vigo – Real Madrid kl. 18:30
6. april: Chelsea – Real Madrid kl. 21
9. april: Real Madrid – Getafe kl. 21
12. april: Real Madrid – Chelsea kl. 21
17. april: Sevilla – Real Madrid kl. 21
20. april: Osasuna – Real Madrid kl. 21:30
26./27. april: Potentiel Champions League-semifinale mod Manchester City eller Atlético Madrid kl. 21
30. April/1. Maj: Real Madrid – Espanyol (tidspunkt endnu ikke fastlagt)

Seneste artikler...

Annonce