Juni Calafat følger ung brasiliansk venstreback

Selv om man har erstatningerne klar i egne rækker, følger Real Madrid fortsat venstreback-talenter rundt omkring i verden, udover Fran García i Rayo Vallecano.

Aktuelt er man opmærksomme på i hvert fald to spillere. Den ene er den 22-årige Owen Wijndal, som til daglig spiller i AZ Alkmaar, hvor han i denne sæson er noteret for et mål og otte assists i 24 kampe i den hollandske Eresdivisie.

Han har kontraktudløb i 2024 og menes at koste i omegnen af 12 millioner €.

Den anden er en 18-årig brasilianer, som endnu har sin førsteholdsdebut til gode. Det drejer sig om Thauan Lara, som spiller for Internacional de Porto Alegre og han følges i øjeblikket tæt af Juni Calafat, fordi han har et ønske om at komme til europæisk fodbold, hvor klubber som Benfica og Monaco også har fået øjnene op for talentet.

Han har kontraktudløb i 2023, hvor det kan blive en mulighed at hente ham til Europa.

Vi har spurgt Peter Arnholdt, som er fodboldscout i Brasilien og kan følges her Footballscout in Brazil - Peter Arnholdt om den unge brasilianer. Han siger:

- Jeg kender ham ikke 100%, men ved at Internacional har et sindssygt stærkt U20-hold, som vandt hele tre titler i 2021, og der var han med i det meste. Han er allerede inde omkring det professionelle hold i Serie A, men nok som tredjevalg. Thauan var ikke med ved den store U20-turnering 'Copinha' i januar, ligesom han heller ikke var med i truppen, da Internacional spillede Copa Libertadores i U20-kategoerien. Han er god på dødbolde og er den type back, som deltager meget i det offensive spil, enten i støtte eller med dybdeløb. Hans forbillede er selvfølgelig ... Marcelo! Thauan har i sin tid i Internacional spillet alt fra angriber til midtbane og nu venstre back. Kampe på de brasilianske U-landshold. Han er teknisk og med meget fine indlæg med venstrepoten.

Og så har Peter Arnholdt følgende citat fra en af de to U20-trænere i Internacional, som siger:
- Thauan har en let omgang med bolden. Den klistrer nærmest til hans fødder. Han omstiller sig hurtigt til forskellige scenarier. Når han kommer, så træffer han de rigtige beslutninger. Han tager sig af alle standardsituationer. Han slår ikke et indlæg, han afleverer bolden indover ...

Seneste artikler...

Annonce