Varane-skade vækker bekymring
Det højeste nytårs-ønske hos mange Madridistas er at se Raphaël Varane tilbage på banen, fuldstændig fit for fight. Det franske forsvars-talent har været ude af spillet gennem en længere periode på grund af knæ-problemer og det vækker oprigtig bekymring i Real Madrid og klubbens tidligere doktor Alfonso del Corral begynder at have pessimistiske forudanelser om Varane.
I Lainformacion.com fortæller Del Corral i et interview, at han i sin tid som læge i sportsverdenen har set mange lignende tilfælde, hvor man ikke har været alt for optimistiske i forhold til at vende tilbage efter en menisken-operation.
Det er nemlig en svær genoptrænings-proces, som ofte kræver en ny operation og derfor vil Alfonso del Corral ikke være forbavset, hvis det i løbet af nogle uger viser sig, at franskmanden må gennem en ny operation med efterfølgende længerevarende pause. Del Corral gør dog opmærksom på, at han ikke kender spillerens journal og derfor kan der være mange forhold, som spiller ind.
Det har længe været forventet, at Raphaël Varane ville være tilbage i begyndelsen af januar.
