Mandefald i forsvaret før Espanyol-kamp

Real Madrid kan vinde det spanske mesterskab lørdag eftermiddag, hvis man får blot ét point på hjemmebane imod Espanyol. Til kampen skal Carlo Ancelotti dog stille med et spritnyt centerforsvar, idét flere forsvarsspillere sidder ude med skader og karantæner.

Både Éder Militão og Nacho sidder ude med karantæner, mens David Alaba heller ikke kommer til at spille, da der i forvejen er rigeligt at gøre med at få østrigeren klar til returkampen imod Manchester City i Champions League-semifinalen.

Et alternativ i centerforsvaret kunne være Casemiro, men også han får formentlig en pause for at blive helt klar til Manchester City-kampen, og dermed er der efterhånden ikke mange muligheder tilbage for Ancelotti.

Faktisk er Jesús Vallejo, der har spillet 14 minutter i sæsonen fordelt på tre kampe, eneste spilleklare centerback i førsteholdstruppen. Medmindre Ancelotti igen vil forsøge sig med det nødtvungne eksperiment fra Chelsea-kampen med Dani Carvajal i centerforsvaret eller ligefrem rykker Eduardo Camavinga en tak tilbage, skal der formentlig findes en partner til Vallejo på Castilla-holdet.

Eftersom Rafa Marín flere gange har været med i førsteholdets kamptrup på det seneste, kan den 19-årige spanier formentlig se frem til sin førsteholdsdebut med Vallejo ved sin side i forsvaret. Heldigvis har Real Madrid pointmæssigt råd til at satse i ligaen, og det forventes da også, at flere andre bærende spillere får et tiltrængt hvil.

Seneste artikler...