Referat: Real Madrid – Espanyol 4 – 0, LaLiga, 34. spillerunde

Logo Realmadrid 010101

CAMPEONES CAMPEONES OLÉ OLÉ OLÉ! Sådan gjaldede det fra tilskuerne på Santiago Bernabéu, da Real Madrid i dag vandt klubbens 35. mesterskab. Og det kom tilmed i hus i ganske overbevisende stil med en 4-0-sejr over Espanyol, hvor der var flere flotte præstationer og mål undervejs.

Kampen startede dog med en halv time, hvor Real Madrid generelt var temmelig afventende og overlod en masse initiativ til Espanyol, hver gang de havde bolden. Alligevel kom man til chancer, når Espanyol i flere gange dummede sig i opspillet. Første gang var allerede i det tredje minut, hvor Modric vandt bolden højt på banen og fik sendt den videre til Mariano, der desværre var alt for langsom i afviklingen af sin afslutning.

Netop Mariano kom frem til flere gode chancer i starten af første halvleg. Han fik både headet på stolpen og tæt forbi mål på en stor hovedstødschance, der igen blev sat op af Modric. Og kroaten sad på en masse af spillet i første halvleg, og mens han bidrog med kvalitet og ro på bolden, stod Ceballos for en masse hjerte. Den 25-årige spanier har virkelig grebet chancen her i slutningen af sæsonen med en god portion iver og kampgejst, hvilket bestemt er kvaliteter, som Real Madrid kan bruge på midtbanen.

I det sidste kvarter af første halvleg kom magien, og det var Rodrygo, der svang med tryllestaven med to flotte mål. ”Kom så Rodrygo” lød det fra Morten Bruun, og få sekunder senere havde brasilianeren sparket bolden sikkert i kassen efter samspil med Marcelo. Ti minutter senere var den unge brasilianer på spil på ny, da Espanyol igen mistede bolden i opspillet, hvorefter Rodrygo strøg alene imod Espanyol-forsvaret. Efter nogle lynhurtige træk og en knivskarp afslutning lå bolden igen i nettet – fuldstændig overlegent af Rodrygo, der virkelig har været afgørende i den sidste håndfuld kampe.

I anden halvleg gik der ikke længe, før Real Madrid udbyggede føringen. Camavinga drev bolden op gennem banen og fandt Asensio i dybden, og spanieren viste, at der også sidder et glimrende højreben på ham, da han sparkede den sikkert i kassen via stolpen i modsatte målhjørne.

Fem minutter senere foretog Ancelotti sin første bunke af udskiftninger, da spillere som Modric og Casemiro fik lov at få fyraften, mens Kroos, Benzema og Isco fik lov at få en halv time på banen. Og sidstnævnte fik endda scoret, men desværre blev målet korrekt underkendt for offside, da Rodrygo blokerede for Diego López’ udsyn i målet.

Det forblev altså ved 3-0-føringen, men det var trods alt nok til, at Ancelotti turde sætte Mario Gila i aktion, der dermed fik sin førsteholdsdebut. Og det var da heller intet stort sats, for kort efter kom ligaens topscorer, Benzema, også på måltavlen efter oplæg af ligeledes indskiftede Vinícius. Kampen sluttede derefter med 4-0 og et overlegent spansk mesterskab til Real Madrid, der helt sikkert bliver fejret med manér lørdag aften i Madrid.

Kampens badebold: Man kunne lade den udgå en dag som i dag, men… Mariano – du slipper ikke for den. Fire vellykkede afleveringer, et par store chancer brændt og generelt et niveau, der ikke er Real Madrid værdigt. Det må være slut for ham i den hvide trøje efter sommer.

Kampens spiller: Rodrygo startede festen, og der var masser af målscorere og assistmagere, men vi går med en, der ikke var direkte involveret i mål. Ceballos spiller en smuk kamp, hvor han konstant er involveret, viser vilje til at gå forrest og bidrager med masser af godt spil og fine detaljer såsom tunnelen på Sergi Darder. Det er 90 minutters hårdt arbejde fra en mand, der måske ikke alligevel er fortid i klubben efter sommer?

Perspektiver mod den kommende kamp: Der er én ting, der tæller i resten af sæsonen nu, og det er naturligvis Champions League. Real Madrid har fået en glimrende optakt til den vigtige semifinalekamp imod Manchester City på onsdag med et spansk mesterskab i bagagen og en masse vigtige spillere, der blev sparet for alt for mange intense minutter i benene. Nok er Alaba stadig et spørgsmålstegn, men lad det være glemt i aften. CAMPEONES, CAMPEONES OLÉ OLÉ OLÉ!

 
 
 

Seneste artikler...

Annonce