Ancelotti: Lunin spiller i morgen

I morgen aften mødes Real Madrid og Atlético Madrid på Wanda Metropolitano i et ligaopgør, der for Atlético kan vise sig utrolig vigtigt med hensyn til at komme med i Champions League næste år, mens det for Real Madrid er en kamp om æren.

Carlo Ancelotti sagde på dagens pressemøde følgende om kampen:
- Holdet er i god forfatning. Vi har noget tvivl om diverse spillere, der ikke er kommet sig helt. Vi har haft to dages fri, og vi vil forsøge at få det bedste ud af holdet. Lunin kommer til at spille i morgen, fordi jeg vil give Courtois en pause. Alaba, Hazard, Bale og Isco er ude, men de vil være tilbage efter kampen i morgen. Disse kampe er brugbare for os, de giver os en mulighed for at holde rytmen gående. Vi spiller måske ikke for ligaen længere, men det er vigtigt at holde tempo i kampen og respektere turneringen. Vi ønsker også at respektere vores trøje, den betyder, at vi er nødsaget til altid at gøre vores bedste.

Det tyder ikke på, at Atlético Madrid har tænkt sig at holde en ’pasillo’, en æresport, for Real Madrid før kampen i morgen, men det er ikke noget, Ancelotti havde tænkt sig at puste mere drama i:
- Italienere er ikke vant til at give en æresport. Alle skal gøre, som de føler er bedst, og det skal vi respektere. Vi har den ypperste respekt for Atlético, deres spillere og deres træner. Vi vil respektere, hvad end de har tænkt sig at gøre.

Om Gareth Bale:
- Alle spillerne har hengivenhed for Bale og også den anden vej rundt. Når du har et rygproblem, er det svært at bevæge sig. Hvis Bale er okay, så træner han, men hvis han ikke gør, så er det fordi, han ikke kan bevæge sig.

Om sin egen fremtid i Real Madrid:
- Hvis alt går godt, så vil jeg blive her, til jeg er 80, hvis jeg ikke bliver skør. Jeg har nydt det meget; det er svært at finde et bedre hold end Real Madrid i verdensfodbolden. Den dag, hvor Real Madrid får nok, må jeg overveje at stoppe med at træne. Jeg har mange ting at udrette bagefter, og det har jeg intet problem med. Jeg synes ikke, at der findes en større klub end Real Madrid, og at slutte min karriere her, som har været lang, ville være den bedste måde. Jeg vil blive her i mange år, vinde mange titler, nyde klubben og denne by og samtidig gøre andre ting; først og fremmest være ægtemand, for det andet en bedstefar og for det tredje en fan.

Om truppens karakteristika:
- Den første kvalitet, jeg ser, er ydmyghed. Der er ingen arrogante spillere med en masse ego. Det er ingen fejl at have et ego, fordi nogle gange hjælper det en til at yde sit bedste, men dette er et hold med ydmyge spillere. Ingen tænker, at de er mere vigtigere end de andre. Og der er heller ingen, der tænker, at de er mindre vigtigere, hvis de spiller færre minutter.  

Om Dani Carvajal:
- Han har lidt meget af de problemer, han har haft, og det har været svært for ham at vise sig fra sin bedste side. Han har masser af karakter og personlighed og har lidt under ikke at være i stand til at give sig 100% for holdet, men han er altid kommet ovenpå. Han er en fundamental brik på dette hold.

Om Dani Ceballos:
- Jeg har allerede snakket med ham, og han er helt klar over, hvad disse spillere, klubben og jeg tænker. Nu skal han tage sin egen beslutning. Hvis han bliver, så er jeg glad.

Seneste artikler...

Annonce