Brahim Díaz yngste spiller til at vinde LaLiga, Serie A og Premier League

Brahim Díaz har i denne sæson været udlejet til AC Milan, og her var han med til at vinde det første italienske mesterskab med Milano-klubben siden 2011.

Den 22-årige spanier er dermed den yngste spiller i historien til at vinde både Serie A, LaLiga og Premier League. Tidligere har to spillere udrettet det samme, nemlig Cristiano Ronaldo og Danilo, der begge vandt mesterskabet med Real Madrid og Juventus og derudover henholdsvis Manchester United og Manchester City.

Selvom det er en unik bedrift for Brahim, blegner det dog lidt, når man kigger nærmere på tallene. Han var med til at vinde Premier League i 2018, men her fik han blot 49 minutters spilletid fordelt på fem kampe som 18-årig. Meget mere indflydelse havde han ikke for Real Madrid, da LaLiga blev vundet under Zinedine Zidane i 2020. Her fik han 59 minutter på banen fordelt over seks kampe.

Til gengæld har Brahim været fint med til at vinde Serie A i år, selvom første halvdel af sæsonen bestemt var bedre for ham end anden. I alt kom han dog på banen i 31 af 38 kampe, fik ellevte flest minutter på banen af alle Milan-spillere og bidrog med tre mål og tre assists i ligaen.

Brahim er efter planen også udlejet til Milan i den kommende sæson, og han har kontrakt med Real Madrid frem til 2025.

 
 
 

Seneste artikler...

Annonce