Fortsat uklarhed om Xabi Alonso
Da 2013 natten til i går blev til 2014, betød det samtidig at Xabi Alonso var fri til at forhandle med andre klubber om en kontrakt gældende fra den kommende sæson.
I Real Madrid har man dog fortsat tillid til, at man kan nå til enighed med den vigtige midtbanespiller og derfor vil man holde et møde med ham, når holdet vender tilbage fra dagens træningskamp mod Paris SG i Doha.
Og Xabi Alonso har en imponerende opbakning fra såvel Carlo Ancelotti som fra klubbens tilhængere. Således har Carlo Ancelotti ved flere lejlighedet påpeget vigtigheden af at have en spiller som Xabi Alonso i truppen og ved gårsdagens åbne trænings-session i Ciudad Real Madrid, var mere end 6.000 madridistas mødt op og de tiljublede den spanske midtbanespiller med tilråbene "Xabi, Quédate" (Xabi, fortsæt).
