Referat: Espanyol - Real Madrid 1-3, LaLiga, 3. spillerunde

Benz Sejr Espanyol

Real Madrid fortsætter de gode resultater og i går aftes hentede man den tredje udesejr på stribe, da Espanyol blev slået med 1-3.

Carlo Ancelottis tropper kom bedst fra start og satte sig på kampen, hvilket førte til scoring allerede efter 12 minutters spil, da en velspillende Tchouameni lagde en flot aflevering til en fremstormende Vinícius, som let kunne lægge bolden i nettet til 0-1.

Real Madrid virkede veloplagte og jagtede målet til 0-2, men mod slutningen af halvlegen fik Espanyol lov til at kæmpe sig ind i kampen og kom frem til et par nærgående forsøg, inden Joselu fik udlignet kort før pausen. Det ødelagde lidt indtrykket af en første halvleg, hvor Real Madrid var i fuld kontrol og alligevel lukkede modstanderen ind i kampen.

Men udligningen gav Espanyol blod på tanden og de fortsatte presset mod Real Madrids mål i anden halvleg, men løb dog tør for kræfter omkring en times spil. Da var Camavinga lige kommet på banen sammen med Rodrygo og de skulle blive afgørende for vendepunktet.

Den unge franskmand kom ind i stedet for en lidt anonym Modric og han fik skabt lidt mere dynamik på midtbanen, mens Rodrygo afløste en træt Fede Valverde og skabte lidt andre muligheder i offensiven. På trods af stort spilovertag den sidste halve time, skulle man dog frem til de sidste minutter af opgøret for at finde afgørelsen. En flot aflevering fra Rodrygo endte hos Benzema ved bagerste stolpe og så var Real Madrid atter på sejrskurs. Da manglede der tre minutter af den ordinære spilletid.

Dybt inde i overtiden blev det 3-1, da Benzema scorede direkte på frispark. Situationen, der førte til frisparket, kom dog fra indskiftede Ceballos, som blev sparket ned af Espanyols målmand, der var kommet på afveje og efter at dommeren havde brugt lang tid på at se situationen på VAR-billederne, uddelte han det eneste kort i kampen, nemlig rødt til Lecomte og så måtte Cabrera agere målmand i de sidste minutter.

Med sejren er der lagt op til vaskeægte topkamp, når Betis i den kommende weekend kommer på besøg til sæsonens første kamp på Estadio Santiago Bernabéu. De to hold er nemlig de eneste med maksimumpoints efter de første tre runder.

Kampens spiller: Tchouameni har taget alle med storm. Han er afløser for Casemiro, men i går gav han den også som Modric med en fremragende stikning til Vinícius. Og det blev krydret med en bomstærk arbejdsindsats.

Kampens badebold: Den går til Lucas Vázquez, som havde nogen vanskeligheder på højrebacken. Men det er i tæt opløb med Toni Kroos, som nok har sin vanlige pasningssikkerhed i selve spillet, men er decideret jammerlig, når det kommer til at tage frispark og hjørnespark.

Perspektiver frem mod de kommende kampe: Det er meget driftssikkert, hvad Real Madrid foretager sig og man har konstant en fornemmelse af, at der kan skrues på tempoet, når det er påkrævet og så var det skønt at se de indskiftede spillere som Camavinga, Rodrygo og Ceballos gøre en forskel. Og så må der bare slås et slag for harmonien i hele spillertruppen. Det virker som om, at alle mand, nye som gamle, er velintegrerede og kæmper for samme mål.

 
 
 

Seneste artikler...

Annonce