Real Madrid tjener næstmest i Europa på salg af akademispillere

I disse dage er der mange, der drømmer om at se spillere som Álvaro Rodríguez og Sergio Arribas få en mere seriøs chance på førsteholdet, men ser man på salgstallene, har Real Madrid især haft succes med at sælge deres talenter i de senere år.

I løbet af de seneste ti år har Real Madrid tjent hele 386 millioner euro på salg af hjemmeavlede spillere, hvilket kun én europæisk klub har gjort bedre, nemlig Benfica med et samlet salg på 543 millioner euro. Ajax følger efter Real Madrid med 376 millioner euro tjent på salg af hjemmeavlede spillere, mens Sporting CP (363) og Monaco (327) følger på fjerde- og femtepladsen. Både Barcelona og Atlético Madrid er også med i top ti med henholdsvis 252 og 250 millioner euro tjent.

Det dyreste af Real Madrids salg var, da Chelsea valgte at smide 80 millioner euro efter Álvaro Morata i 2017. Læg dertil de 20 millioner euro, man tjente på ham på salget til Juventus i 2014, inden man købte ham tilbage for 30 året efter.

De fire næststørste salg var Achraf Hakimi til Inter i 2020 for 43 millioner euro, Marcos Llorente for 40 til Atlético Madrid i 2019, Sergio Reguilón for 30 til Tottenham i 2019 og Martin Ødegaard for 35 til Arsenal i 2021.

Real Madrid tjente også 72 millioner euro plus diverse variabler på salget af Casemiro til Manchester United i sommer, men brasilianeren tæller ikke med i dette regnskab, da han først kom til Castilla som 20-årig og derfor ikke tæller som hjemmeavlet.

Af Benficas salg lægger man mærke til João Félix til Atletico Madrid for 127 millioner euro, Rúben Dias til Manchester City for 71,6 og Renato Sanchez for 38 til Bayern München.

Seneste artikler...

Annonce