Ancelotti: Vinícius ude med knæproblemer

Real Madrid spiller lørdag aften imod Sevilla på udebane, og de mange afbud til kampen vidner om, at der ikke er meget på spil for Los Blancos. Om ikke andet var Ancelotti på pinden i dag foran pressen for at udtale sig om kampen, og her følger de vigtigste pointer.

Om kampen:
- Vi ønsker at afslutte sæsonen på toppen. Vi har to kampe tilbage, den første bliver svær, fordi vi er oppe mod modstandere, der spiller fantastisk fodbold. Vi er uden Vinícius, Benzema og Asensio, alle andre har det fint.

Om Vinícius:
- Han rejser ikke med, fordi han kan ikke spille. Hvis han havde en chance for at blive fit, ville han have rejst med og prøvet at spille. Men hans knæ generer ham stadig. Det handler ikke om, hvorvidt vi spiller hjemme eller ude. Han kan ikke spille, og længere er den ikke. Jeg håber, han kan være tilbage til den sidste kamp.

Om eventuelle sommertransfers:
- Vi vil gøre, som vi ønsker, og som det er nødvendigt for at forbedre truppen. Bare rolig.

Om Real Madrids ligasæson:
- Jeg kan give dig en lynhurtig analyse af, hvad der er sket i LaLiga. Vi konkurrerede til slutningen i alle turneringer. Vi tabte måske ligaen lidt, fordi efter kampen mod Barcelona, hvor vi gik fra ni point til tolv point fra toppen, var det klart, at vores fokus ikke længere ville være på ligaen, og vi faldt yderligere. Det svære er, at Barcelona har haft en virkelig god sæson. De tabte ikke mange point, de har lukket meget få mål ind og vist stor stabilitet. Vi kæmpede i den svære periode efter VM, og vi var et stykke fra vores bedste.

- Det har ikke været et offensivt problem, vi har scoret mange mål i denne sæson. Vi har scoret flest i LaLiga. Vi har haft problemer nede bagved. Der er tale om at hente en angriber, men hvis man ser på tallene, skal vi hente en forsvarsspiller. Ikke en målmand, for vi har de bedste i verden. Det viser, at statistikker til tider kan være vildledende.

Om Nacho:
- Hans fremtid er i hans hænder. Han kan blive her og fortsat have alles støtte. Vi ved, hvad han bidrager med, hvilket er virkelig meget. Med alt, hvad han har bragt os i fortiden, ved vi præcis, hvad han tilbyder. Jeg tror, klubben har talt med ham om at forny hans kontrakt, og han overvejer, hvad den bedste løsning er. Sæsonen slutter om en uge, og vi finder ud af det hele.

Om eventuelle angrebsforstærkninger:
- Vi vil arbejde på at forbedre truppen. Jeg kan ikke lide at diskutere navne. Der er masser af spillere og hold involveret i meget vigtige stadier af sæsonen. Jeg holder meget af Joselu, ligesom jeg gør med andre angribere. Jeg elsker også Aspas, Morata... for at nævne nogle spanske spillere. Jeg holder meget af angribere, man kan altid lide en angriber, der scorer mål.

Om Hazard:
- Hvad Hazard skal gøre, vil jeg diskutere med ham, det vil jeg ikke gøre her. Jeg er overrasket over, at du ikke har tålmodighed til at vente til i morgen med en startopstilling. Jeg har aldrig givet mit hold dagen før en kamp. Hazard har en kontrakt, så vi forestiller os, at han bliver her. Selvfølgelig, som enhver spiller, der har en kontrakt, skal de, hvis de ikke er tilfredse, bede klubben om at smutte, eller hvis de er tilfredse med kontrakten, bliver de her.

Seneste artikler...

Annonce