Optakt: Sevilla – Real Madrid, LaLiga, 37. spillerunde

Real Madrid møder i aften Sevilla i årets sidste udebanekamp. Ikke nok med at kampe på Sánchez Pizjuán altid er svære, så kommer Real Madrid ovenikøbet uden noget at spille for, en afbudsramt kamptrup og visheden om, at Sevilla fortsat kæmper for at spille sig ud i Europa i den kommende sæson.

Siden Sevilla ansatte cheftræner José Luis Mendilibar har den andalusiske storklub nemlig få vendt deres hidtil utroligt skuffende sæson på hovedet. Før Mendilibar lå de nummer 14 med to point ned til nedrykningsstregen, og siden har de spillet sig op på tiendepladsen med ét point op til syvendepladsen, der giver kvalifikation til Conference League. Sevilla kan dog også ende med at spille sig hele vejen i Champions League i den kommende sæson, idét man også under Mendilibars ledelse har slået europæiske giganter som Manchester United og Juventus ud i Europa League og dermed blot mangler at slå José Mourinhos Roma-hold i finalen.

Det er altså et Sevilla-hold med medvind og noget at spille for, og de får i aften besøg af et Real Madrid-hold, om hvem der kan siges noget nær det modsatte. Benzema må igen sidde ude med småskavanker, Carvajal er ude med karantæne, mens Mariano heller ikke er med i kamptruppen. Heller ikke Asensio er med, hvilken kan skyldes, at kontraktforhandlingerne mellem ham og klubben efter sigende brød sammen i går, fredag.

Og så er Vinícius heller ikke med. Ifølge Ancelotti skyldes det, at han døjer med knæsmerter, men det er nok mere sandsynligt, at man vil spare ham for oplevelsen af at træde ind på et kogende udebanestadion før efter sommerferien med den betændte, igangværende racismesag, der har lagt sig som et mørkt tæppe over Spanien.

Det betyder, at Rodrygo og Valverde må være selvskrevet til to af de tre offensive pladser. Derefter er spørgsmålet, om Ancelotti vil give Álvaro sin første startplads, eller om Hazard skal ind og have en time til at bevise, hvorfor han aldrig spiller.

Real Madrid har tabt de seneste fire udebanekampe, som holdet har spillet, nemlig imod Girona, Real Sociedad, Manchester City og Valencia, og det bliver spændende at se, om spillerne kan finde motivationen til at bryde den dårlige stime i aften. Det er fortsat blot andenpladsen, der er på spil for Real Madrid, og den sidder man i øjeblikket på med ét point ned til Atlético Madrid.

Det er kl. 19, at sæsonens næstsidste kamp sparkes i gang, og den kan følges på Tv2 Sport X.

Real Madrids forventede hold: Courtois, Vázquez, Militão, Alaba, Mendy, Modric, Tchouaméni, Camavinga, Valverde, Rodrygo, Hazard.

Seneste artikler...

Annonce