Finalen var 22 meter væk
To scoringer og et par halvfarlige afslutninger blev til for Cristiano Ronaldo.
Nogle gange skal der ikke meget til at eliminere spændingen i en fodboldkamp.
Denne tirsdag krævedes der blot to klodsede forseelser i eget felt og efterfølgende scoringer af Cristiano Ronaldo. Begge sad de samme sted i målet, begge affyret med samme hastighed og med samme sagesløse Aranzubia sprællende på stregen.
Nede 0-2 og med et i forvejen elendigt udgangspunkt stod Atlético Madrid uden noget, der bare mindede om et halmstrå at klamre sig til. Udover at de bolsjefarvede nu skulle score seks gange (!), så udgjordes hjemmeholdets udvalgte primært af reserver, der alle har det til fælles, at de i indeværende sæson har set mere til overtrækstøjet end til kampbolden.
Real Madrids generelle overlegenhed blev da også mere og mere udtalt som kampens minuttal voksede, og ved flere lejligheder lignede det mere afleveringsøvelser fra Valdebebas end det historisk hadske lokalopgør, der egentlig var tale om.
Der var grund til glæde på en aften, hvor Real Madrid havde taget en huskekage af de større med til hjemmeholdet.
Selvom Suaréz, Diego og Koke på Los Colchoneros’ centrale midtbane udførte sporadiske skinmanøvrer i bestræbelserne på at vinde midtbanen, så kom de lidt for ofte til kort overfor overlegne Illarra, Xabi Alonso og Modric. Alle tre madrilenere stod stærkt, og bidrog med lige dele tacklinger, angrebsskabende afleveringer og støtte i presspillet. En sand fornøjelse.
Glædeligt var det også at gense Raphaël Varane, om end naturligt rusten, men stadig med flere hæderlige indgreb og fornuftige pasninger frem i banen. Franskmanden bliver, såfremt han holder sig skadefri, unægtelig en uvurderlig brik i forårets afgørende kampe, hvor særligt Champions League og La Liga kommer til at trække store veksler på de hidtil foretrukne Sergio Ramos og Pepe.
Helt fremme kæmpede Isco en uvant kamp som ’falso nueve’, og det var tydeligt, at andaluseren ikke for alvor følte sig tryg i sin nye rolle. Det tjener dog Isco til ære, at han sled for lønnen og da også havde held med flere aktioner end vanligt – men derfra og til de bedrifter han udøvede i august, september er der meget, meget langt.
Også Gareth Bale har et stykke vej til topformen, og det var svært at få øje på mere end en håndfuld succesfulde aktioner fra waliseren, der ligesom førnævnte Varane stadig mangler at ramme et nogenlunde hæderligt præstationsniveau efter sin skadesperiode.
Med sejren er Real Madrid klar til finalen i Copa del Rey, hvor modstanderen bliver ærkerivalerne fra FC Barcelona. En kamp, der afvikles 19. april.
Atlético Madrid – Real Madrid 0-2 (0-2)
0-1 Cristiano Ronaldo (5. min., str.), 0-2 Cristiano Ronaldo (16. min., str.)
Atlético Madrid
Gule kort: Miranda
Real Madrid
Gule kort: Illarramendi, Arbeloa, Cristiano Ronaldo
Atlético Madrid
Aranzubia – Insúa, Miranda, Alderweireld, Manquillo (46. min., Juanfra) – Suárez, Koke – Rodríguez, Diego (46. min., Adrián), Sosa – Raúl García (61. min., Gabi)
Real Madrid
Casillas – Arbeloa, Ramos (46. min., Nacho), Varane, Carvajal – Modric (67. min., Casemiro), Xabi Alonso, Illarramendi – Cristiano Ronaldo (75. min., Jesé), Isco, Bale
Kampens spiller: Luka Modric
Kampens badebold: Gareth Bale
Kampens detalje: Casillas’ seneste rekord med flest kampe i Copa del Rey uden at indkassere mål
Dommer:
Unidano Mallenco
