Fede Valverde om Baena-ballade: Der er visse linjer, man aldrig skal træde over

Fede Valverde er blevet interviewet til The Players Tribune, hvor han kommer ind på en række interessante emner.

Madridista.dk trækker de vigtigste ud her:
De uforglemmelige dage:
- Hvis jeg kigger tilbage på mit liv, så har jeg haft tre perfekte dage. Den første var da Real Madrid kontaktede mig. Den anden var da min søn Benicio blev født. Og den tredje dag var da min søn Bautista blev født. For at nå til denne tredje lykkelige dag, måtte min familie og jeg igennem et helvede.

Om kontakten fra Real Madrid:
- Jeg var i Paraguay for at spille U17-VM. Vi skulle spille en afgørende kamp mod Argentina den følgende dag. Jeg var på mit værelse og mine forældre opholdt sig på et andet værelse på samme hotel. Så fik jeg et opkald fra min mor, som sagde: ”Kom hen til vores værelse med det samme, der er nogle folk, der vil tale med dig”. Jeg tænkte, at det var en spøg, men jeg løb hen til deres værelse og der stod de: To mennesker, jeg aldrig havde set. Min mor havde tårer i øjnene, men hun er også meget emotionel, så det tænkte jeg ikke videre over. Så sagde de til mig: ”Vi er fra Real Madrid. Vi tror, at du kan blive en stjerne hos os. Vi vil gerne invitere dig og dine forældre til Madrid”. Jeg så på min mor og på min agent med et blik, der sagde ”Nah, I tager pis på mig”. Min mor kiggede på mig og sagde: ”Slap af, Fede. Vi tager ikke pis på dig”.

Den første træning med Castilla:
- Alle begyndte at gå i bad og de havde alle Gucci underbukser. Gucci underbukser, for pokker! Selv det har de lavet. Hvor meget koster de ikke? Hahaha. Det eneste, jeg tænkte var: ”Jeg håber ikke, at mine er gået i stykker”. Jeg bad til Gud om, at min mor havde tjekket det, inden hun lagde dem i tasken. Jeg blev siddende i 20 minutter og lod som om, at jeg havde noget vigtigt på min telefon. Det eneste jeg ønskede var at trække tiden. De begyndte at kigge på mig som ”Hey, er du OK? Er der noget i vejen?”. Jeg har aldrig følt mig så lille.
Om at blive far og problemerne med barn nr. 2:
- Indtil denne dag var jeg besat af mine præstationer på banen. Hvis jeg spillede dårligt, snakkede jeg måske ikke med mine forældre i 24 timer. Jeg lukkede mig inde på mit værelse og tjekkede mine fejl. Det var måske ikke det sundeste, men når man er i Real Madrid, har man det største pres i verden. Først da Benicio blev født, begyndte jeg at føle mig som et menneske, hver gang jeg kom hjem efter en dårlig kamp. Når jeg trådte ind ad døren, kom han løbende mig i møde med sit legetøj og så var kampen glemt. Han ved ikke engang hvad fodbold er, han vil bare lege. Nogle måneder senere fandt vi ud af, at vi ventede et barn mere og vi var bare så glade….I de første måneder gik alt godt. Men en dag tog min kone hen for at besøge lægen og blive undersøgt. Og her faldt vores verden fra hinanden. Lægen fortalte, at det var en højrisiko graviditet og at der kun var meget lille chance for, at barnet ville overleve, hvis graviditeten fortsatte. De ville holde øje med situationen i den kommende måned, men indtil da kunne vi bare vente. Min kone havde det hårdt, fysisk og psykisk. Og jeg lukkede mig inde i mig selv. Jeg vil gerne have styr på det hele og passe på alle. Jeg ved, at det ikke er sundt, men det er sådan jeg er. Jeg ville ikke have, at nogen så mig græde, på noget tidspunkt. Ikke engang min familie.

Sammenstødet med Baena:
- I april efter kampen mod Villarreal, endte det med et skænderi. Alle har læst overskrifterne. Alle kender begge sider af ”historien”. Jeg vil ikke bringe disse forfærdelige ting frem i lyset igen. Alt hvad jeg vil sige er…………..På en fodboldbane, kan du sige alt hvad du har lyst til, til mig og det vil ikke røre mig. Jeg er uruguayaner af Guds nåde. Men der er visse linjer, man aldrig skal træde over. Hverken som fodboldspiller eller menneske. Skulle jeg have reageret? Måske ikke. Måske skulle jeg være taget hjem og have delt en burger med min søn, og spiste nogle nuggets og set tegnefilm. Men jeg er et menneske og indimellem skal man stå op for sig selv og sin familie. Det gjorde ondt på mig at læse i medierne, at de omtalte mig som voldelig, der blev sagt mange løgne, som siden blev bevist ikke var rigtige. Men jeg kan ærligt sige, at jeg ikke fortryder noget, for det fik mig til at udvikle mig som person og det gjorde, at vores familie står mere sammen end nogensinde. Efterfølgende fik vi efter halvanden måned den bedst mulige nyhed. Scanningerne var meget bedre og heldigvis kunne graviditeten fortsætte som normalt. Selvfølgelig var det nogle intense måneder frem til terminen. Indtil vi endelig kunne holde vores søn i vores arme, kunne vi næsten ikke trække vejren. Men takket være Gud kom vores søn til verden i juni.