Real Madrid er økonomisk klar til den næste Galáctico

Real Madrid er måske den sundeste fodboldforretning i Europa og ifølge spansk presse vil man helt problemfrit være i stand til at hente en Galáctico til klubben til sommer.

Det seneste regnskab viste en kassebeholdning på 128 millioner €, men herudover kan man disponere over ubrugte kreditter på hele 265 millioner €, såfremt man skulle ønske det.

Herudover står man nu også solidt i forhold til lønninger til spillere. Den europæiske klubforening anbefaler, at en klubs samlede lønudgifter ikke bør overstige 70%. I forgangne sæson lå Real Madrid på 72%, hvilket svarer til lønudgifter på 519 millioner € ud af et samlet budget på 712 millioner €, men i denne sæosn har man sænket lønudgifterne betragteligt til 452 millioner €, mens indtægter tilsvarende er stedet til 843 millioner €, hvilket svarer til at lønudgifterne nu er på 54% af budgettet.

At Real Madrid er en gigantisk virksomhed ses nu af, at man pr. 30. juni 2023 indberettede at have hele 1072 ansatte, heraf 473 spillere og trænere på tværs af hele klubben.

Med det nye Estadio Santiago Bernabéu forventer Real Madrid at kunne hæve det årlige budget til mere end 1.000 millioner €.

Seneste artikler...

Annonce