Madridista

 
 

Optimistisk Ancelotti trods skader: En mulighed for andre spillere

Logo Realmadrid 010101

Klubfodbolden ruller igen, og for Real Madrid drejer det sig om at lægge yderligere afstand til Barcelona i morgen aften, når man spiller ude imod Cádiz. På dagens pressemøde blev der naturligvis snakket en del om skader, spillere, der er vendt tilbage fra skader, samt unge Castilla-spillere, og her følger de mest interessante nedslag.

 

1. Glasset er halvt fyldt

Lad os starte på et overordnet plan med Carlo Ancelottis indgangsvinkel til klubbens skadessituation. En tilgang fra italieneren, der ikke kan beskrives på mange andre måder end som forbilledlig. Ancelotti rettede selvsagt en kritik imod UEFA, FIFA og LaLiga grundet de mange turneringer og kampe, men med hensyn til sin egen trup valgte han en optimistisk tilgang med stor tro på sit spillermateriale:

- Vi har haft skader, der har påvirket os lidt. Truppen er solid. Vi har altid været konkurrencedygtige på trods af fraværet af Militão, Courtois, Vinícius og Bellingham. Vi går ind til kampen fulde af selvtillid, og jeg håber, at de skadede bliver klar så hurtigt som muligt. Holdet er godt, og vi er overbeviste om, at vi kan klare os. Dem, der har spillet mindre, får chancen. Det er en mulighed for at vise, hvor gode spillerne i denne trup er.

Det er ingen sjældenhed, at trænere garderer sig imod kritik ved at klage over, hvor mange skader holdet er ramt af. Real Madrids nuværende situation ville være en oplagt mulighed for Ancelotti, men han vælger i stedet at udvise sin fulde tiltro til de spillere, der nu skal ind og præstere. For spillere som Ceballos, Joselu og Brahim Díaz må det være lidt af et rygklap, at cheftræneren ikke ryster på hånden over at måtte spille dem. Det er klasse af Ancelotti!

2. Ancelotti trods de mange skader: Vi har mange muligheder

De mange skadesfravær gør, at Ancelotti er nødsaget til at ryste posen, når han skal sætte sin startellever, og italieneren løftede lidt af sløret for sine overvejelser:

- Jeg kommer ikke til at bruge Alaba på midtbanen, fordi vi har muligheder som Ceballos. Han er en vigtig spiller, har spillet meget lidt, men han hjælper os meget. Bellingham vender også tilbage og kan spille på midtbanen. Vi mangler en spiller foran på grund af Vinicius' skade. Men vi har Brahim og har også indkaldt Gonzalo (fra Castilla, red.), som har haft en rigtig god udvikling i akademiet sammen med Nico Paz. Valverde kan være et valg på den defensive midtbane, ligesom Kroos. Hvis vi spiller med dobbelt defensiv midtbane som i de seneste kampe, har vi mange løsninger som Valverde-Kroos, Kroos-Modrić eller Kroos-Ceballos.

Citatet taler egentlig for sig selv. Vi skal ikke forvente nye eksperimenter på midtbanen, idét Ancelotti har tænkt sig at benytte de midtbanespillere, han har med til kampen. Han nævner to Castilla-spillere ved navn, men som Real Madrid-tilhænger ved man naturligvis bedre end som så i forhold til at tolke det som en indikation på, at de får spilletid i morgen. Selvom den utrolig smalle trupbredde i øjeblikket naturligvis øger mulighederne. Det mest interessante i ovenfornævnte citat er egentlig, at vi ikke nødvendigvis, som diskussionerne blandt fans ellers lystigt går på, skal forvente, at Kroos én til én glider ind på 6’eren i Camavinga og Tchouaménis fravær. Det tyder på, at planen formentlig er at spille med et system, hvor tredjevalgsvikaren på positionen ikke kommer til at skulle klare opgaverne på egen hånd.

3. Unge Álvaro fanget i Joselus skygge

Hvis man i løbet af sæsonen har undret sig over, at Castilla-spilleren Gonzalo García får førsteholdsudtagelserne i stedet for Álvaro Rodríguez, der ellers både scorede og assisterede for førsteholdet i sidste sæson, kom Ancelotti med en forklaring. Unge Álvaro lider tilsyneladende under ankomsten af Joselu:

- Álvaro gjorde det rigtig godt, da han blev udtaget sidste år og også hos Castilla. Senere faldt hans niveau lidt. Nu er han tilbage på samme niveau, han havde med os, men han får færre chancer, fordi hans profil ligner Joselus. Derfor foretrækker jeg at udtage Gonzalo, da han har en anden profil og kan spille både som midtbanespiller og kant.

Forklaringen er der ikke meget at sige til, idét 193 cm høje Álvaro minder en del om Joselu. Det kunne dog være spændende at høre, hvad overvejelserne så er med Marvel, Carrillo og Edgar, der alle har været udtaget som reservecenterbacks fra Castilla uden at få et minut på banen. Og i hvilken situation Gonzalo reelt er tiltænkt en rolle… Den 19-årige offensivspiller bør dog stå foran sin hidtil bedste chance for at få debut, idét alle de tre andre angribere i kamptruppen, Joselu, Rodrygo og Brahim, alle kan få plads i startopstillingen med Gonzalo som eneste angrebsjoker fra bænken.

4. Italiensk samba-bold eller ny kontrakt til Ancelotti?

Der har både floreret rygter om, at Ancelotti allerede er på plads som brasiliansk landstræner til sommer og om, at Real Madrid overvejer at forny hans kontrakt. Begge dele kan ikke være korrekt på samme tid, og Ancelotti udtalte selv om interessen fra Brasilien:

- Jeg er stolt over, at et af de største landshold i verden, som Brasilien, snakker om mig. Men det er alt. Jeg har kontrakt frem til den 30. juni, og jeg kommer ikke til at besvare flere spørgsmål om min fremtid, før noget sker.

Efterfølgende blev Ancelotti spurgt om, hvorvidt han har tænkt sig at vente på Real Madrid til det sidste, hvortil han svarede:
- Ja, selvfølgelig.

Det er i sagens natur ikke til at vide, hvad man skal tage med fra de forskellige rygtehistorier, men tror man Ancelotti, der plejer at være forholdsvis gennemsigtig, når han vælger at udtale sig, virker det langt fra sikkert, at Real Madrid og Ancelotti definitivt er færdige med hinanden til sommer.

Seneste artikler...