James Rodríguez om valget af Real Madrid: Jeg søgte hæder frem for penge

I 2014 hentede Florentino Pérez og Real Madrid colombianske James Rodríguez til klubben efter et flot VM, hvor han blev turneringens topscorer, og spilleren fortæller selv, at det ikke kun var Real Madrid, der var ude efter ham.
Det samme var olieklubberne PSG og Manchester City, men James forklarer, at en kommentar fra Florentino Pérez blev afgørende, idét Real Madrid-præsidentens ord flugtede fint med James’ egne visioner. Han forklarer:
- PSG og City elskede mig begge. Begge hold kom med større tilbud end Madrid, men jeg søgte hæder, jeg ville Real Madrid. Der er intet som Real Madrid. Florentino Pérez ringede og sagde til mig for at overbevise mig: ’Hvad vil du have – penge eller hæder?’. Og så svarede jeg ham, at jeg ønskede hæder. Han svarede: ’Godt, så er det afgjort’.
James havde en imponerende første sæson i Real Madrid med 17 mål og 18 assists på 46 kampe under Carlo Ancelottis ledelse. De efterfølgende sæsoner kunne ikke helt leve op til samme slutprodukt, og generelt led colombianeren under Zinedine Zidanes ledelse, hvilket først medførte et toårigt lejeophold hos Bayern München og senere den endelige afsked, da Zidane var vendt tilbage som cheftræner, da lejemålet hos Bayern var slut.
