Madridista

 
 

Optakt: Granada - Real Madrid, LaLiga, 35. spillerunde

Joselu fejrer et mål mod Bayern München

Real Madrid kan gå på vandet i øjeblikket. Man er netop kåret som spanske mestre, har spillet sig i finalen i Champions League, og man har ikke tabt en kamp over 90 minutter siden den 24. september.

I dag venter så Granada, hvor situationen nærmest er den omvendte. De er tæt på stensikker nedrykker på det her tidspunkt med 11 point op til Mallorca over stregen med 12 point at spille om. Blot fire gange i sæsonen er de gået fra banen som sejrherrer, og det rækker altså ikke til mere end en 19. plads i LaLiga.

Netop derfor har Real Madrid nægtet at tage imod LaLiga-trofæet i dag. Man ønsker ikke at fejre, når Granada sørger.

Real Madrid må fortsat undvære David Alaba, mens Aurelien Tchouaméni pådrog sig en skade i kampen mod Bayern München, der potentielt holder ham ude resten af sæsonen.

Man har en usædvanligt god statistik mod Granada. I de seneste 15 indbyrdes kampe har man vundet alle. Vi skal faktisk helt tilbage til 2013 for at finde den seneste Granada-sejr. Dengang vandt de 1-0 på et selvmål af selveste Cristiano Ronaldo.

Der forventes igen stor rotation hos Real Madrid, der allerede nu kan begynde at forberede sig til Champions League-finalen den 1. Juni, hvor Borussia Dortmund venter.

Courtois skal have så meget spilletid, at man kan vurdere, om det er ham der skal spille mod Dortmund, og det samme skal Éder Militão.

I onsdagens kamp mod Bayern München havde Jude Bellingham fået smertestillende indsprøjtninger i knæet for at spille, så han må forventes at skulle have et hvil i dag.

Det er formentlig også sagen for de øvrige startere fra midtugen. De seneste to uger har Real Madrid stillet med stort set rene reserver, og det er alligevel endt i to sejre.

Man kan formentlig også se frem til at Arda Güler igen starter inde.

Kampen starter allerede kl. 18:30 på Nuevo Los Cármenes i Granada og kan ses på TV2 Sport X og TV2 Play.

Real Madrids forventede hold: Courtois, Lucas V., Militão, Nacho, Fran García, Modric, Camavinga, Ceballos, Arda Güler, Brahim, Joselu.

Seneste artikler...