Madridista

 
 

EM-tjek: Alle Real Madrid-spillere klarede sig videre til kvartfinalen

Logo Realmadrid 010101

11 af 13 Real Madrid-spillere klarede sig videre fra EM’s gruppespil til ottendedelsfinalen, og her gentog alle 11 kunsten og spillede sig videre til kvartfinalerne. Selvom vi er i juli, og kontrakterne for Nacho og Joselu teknisk set er udløbet, følger vi deres EM-eventyr til ende.

Først var det Toni Kroos og Antonio Rüdiger, der uden de store slinger i valsen ud over en lang tå og nogle håbløse straffesparkregler bookede billet til næste runde med en 2-0-sejr over Danmark. For fjerde gang i træk startede de begge inde, og mens det for Kroos lignede en rolig aften på kontoret, var det for Rüdigers vedkommende formentlig hans bedste kamp rent defensivt, idét han kom i vejen for det meste, der bare lignede optræk til fare.

Dagen efter var det tæt på at blive et farvel til Jude Bellingham, men selvsamme Bellingham var manden, der bragte sit i øvrigt uelskelige hold videre efter en udligning i det 95. minut på et halvt saksespark imod Slovakiet. Og idét modstanderne havde lavet en Thomas Tuchel og skiftet alle deres offensive esser ud, var mulighederne få for at slå igen, og England endte med at gå videre med en 2-1-sejr efter forlænget spilletid. Bellingham fik 106 minutter på banen og var ligesom resten af englænderne ikke prangende ud over målet.

Senere samme aften vandt Spanien med 4-1 over Georgien efter ellers at være kommet bagud stik imod spil og chancer. Joselu og Nacho sad for tredje ud af fire kampe til EM hele kampen på bænken, mens Dani Carvajal startede inde og spillede 81 godkendte minutter.

I mandags gik fire Real Madrid-spillere videre, men igen var det med to af dem hele kampen på bænken. Frankrig vandt uden at imponere med 1-0 over Belgien på endnu et selvmål. Aurélien Tchouaméni forsøgte og forsøgte på langskud og spillede hele kampen på midten, mens også Kylian Mbappé fik 90 minutter. Mendy mangler fortsat at komme i kamp, og Camavinga er tydeligvis ikke Deschamps løsning på at få noget ild ind i holdet.

Den sidste af de 11 til at klare sig videre var Arda Güler, der fik en afgørende rolle i 2-1-sejren over Østrig i går. Tyrkiet scorede allerede efter 57 sekunder, efter østrigerne havde store problemer med at cleare Gülers hjørnespark, og i det 59. minut blev hans hjørnespark igen afgørende, da Demiral fik headet indlægsbolden direkte i nettet.

Der kommer dog til at komme en udskilning til semifinalen, idét Spanien og Tyskland tørner sammen i et brag af en kvartfinale, hvilket bliver et farvel til mindst to Real Madrid-spillere. Men det bliver det eneste clash mellem Real Madrid-spillere, idét Frankrig møder Portugal, England møder Schweiz og Holland møder Tjekkiet.

Seneste artikler...