Madridista

 
 

Real Madrids optaktsprogram klar

Programmet for Real Madrids optakts-sæson er nu klar.

Real Madrids spillere, som ikke har været til slutrunde med landsholdet, møder op i Valdebebas den 15. juli. Der er tale om spillere som Courtois, Lucas Vázquez, Alaba, Vallejo, Fran García, Ceballos, Reinier og Brahim. Herudover kan også Rafa Marín møde op, hvis han ikke forinden er solgt til Napoli.

Alaba har ganske vist været med Østrigs landshold som assisterende træner og indpisker, men er altså klar til at genoptage træningen efter sin langvarige korsbåndsskade. Jesús Vallejo og Reinier er tilbage efter endt lejemål, men de er også blot i truppen for en kort bemærkning, da Real Madrid skal finde nye løsninger for dem.

Ovenstående spillere får selskab af Andriy Lunin og Luca Modric inden holdet den 28. juli rejser til USA, hvor man skal spille tre træningskampe mod AC Milan, Barcelona og Chelsea. De spilles henholdsvis 1., 4. og 7. august.

Herefter går turen tilbage til Spanien, hvor man skal forberede sig til den forestående europæiske Super Cup-kamp mod Atalanta den 14. august og så spiller man første LaLiga-kamp ude mod Mallorca den 18. august.

Seneste artikler...