Tvivl hos Lunin kan skubbe Kepa tilbage i Real Madrid

For et par måneder siden virkede det sikkert, at Andryi Lunin ville få sin kontrakt forlænget med Real Madrid, mens Kepa skulle tilbage til Chelsea, men p.t. er det mindre sikkert, hvem af de to, der bliver Real Madrids reservekeeper i den kommende sæson. Hvis da overhovedet nogen af dem.

Lunin var for nylig ude at udtale, at bolden lå på Real Madrids bane, men Marca melder i dag, at det nærmere er ukrainerens tvivl, der trækker afklaringen i langdrag. Kepa skulle have afvist et tilbud fra Saudi Arabien, fordi han fortsat afventer Real Madrids beslutning, men den lader altså vente på sig, fordi klubben vil fikse situationen med Lunin først. Det handler om, at ukraineren er på vej ind i sit sidste kontraktår med Real Madrid, og såfremt han ikke vil forlænge, foretrækker man i stedet at sælge.

Marca skriver, at man tilbage i maj var blevet enige med Lunin om en ny kontrakt frem til 2029, men at han og hans entourage ikke har meldt tilbage på klubbens henvendelser i kontrakt-regi siden. Han skulle angiveligt have flere tilbud på hånden, herunder et flot et fra Arsenal, og ifølge den spanske sportsavis skulle det faktum, at Thibaut Courtois fik startpladsen i Champions League-finalen, have skabt tvivl hos Lunin om, hvorvidt han skal videre eller ej.

Historien går endvidere på, at Lunins bagland ønsker, at han skifter, mens Real Madrid blot ønsker en beslutning. Og her er plan B, såfremt han ønsker et skifte, altså at hente Kepa tilbage permanent. Hans kontrakt udløber hos Chelsea i 2025, og der er ingen tvivl om, at begge parter foretrækker et brud denne sommer. Han skulle tilmed være interesseret i at gå ned i løn for at komme til Real Madrid, oveni altså at have afvist en stor kontrakt hos en saudiarabisk klub.

Seneste artikler...