Madridista

 
 

Valverde fik bronze til Copa América

Logo Realmadrid 010101

Med hypen omkring Argentina og især Lionel Messi er det nok ikke gået manges næse forbi, at Copa América allerede er færdigsspillet med førnævnte som vindere, men vi skal alligevel lige binde en knude på Fede Valverdes og dermed Uruguays forløb.

Efter de havde slået Brasilien med fire Real Madrid-spillere på holdet ud i kvartfinalen, blev det noget skuffende til et exit til Colombia anført af den tidligere Real Madrid-spiller James Rodríguez i semifinalen efter et 1-0-nederlag.

Det betød, at man skulle kæmpe om bronzemedaljerne med upåagtede Canada, og igen er det nok lidt skuffende, at man først fik klaret den formssag efter straffesparkskonkurrence. Kampen endte 2-2, efter Uruguay både havde været foran med 1-0 og bagud med 2-1, og i straffesparkskonkurrencen var Valverde – præcis som imod Brasilien – usvigeligt sikker på sit forsøg, da han smadrede bolden fladt og hårdt ned i venstre målhjørne.

Valverde startede inde i samtlige af Uruguays seks kampe og blev kun sparet i en håndfuld minutter i de første to i gruppespillet, da sejrene var sikret. De sidste to kampe, altså semifinalen og bronzekampen, var i øvrigt de eneste, hvor han ikke var anfører, og det skyldes, at José María Giménez var blevet klar til at spille.

Seneste artikler...