Real Madrid taget på sengen: Yoro snublende tæt på Manchester United
Det ser ikke ud til, at Lilles unge centerback Leny Yoro kommer til Real Madrid, eftersom han i dag meldes blot et lægetjek fra at kunne kalde sig Manchester United-spiller.
Yoro menes at være købt fri for 50 millioner euro plus 12 i potentielle klausuler. Real Madrid ville angiveligt maksimalt give 40 og ellers vente på at hente ham transferfrit næste sommer, men den naive drøm kan man tilsyneladende skyde en hvid pil efter.
Trods stærke tilføjelser til offensiven, ser Real Madrid altså pludseligt væsentligt svækkede ud i defensiven, hvor Antonio Rüdiger er eneste stensikre kort med Éder Militãos rædselspræstationer i slutningen af den forgangne sæson in mente. Rygterne går samtidig på, at Real Madrid ingen plan B har, men spørgsmålet er, om ikke man er decideret tvunget til at finde på sådan en hurtigst muligt.