90 minutter og så videre til kvartfinalen
"Bolden er rund", "alt kan ske i fodbold" og "intet er slut før den fede dame har sunget". Selv ikke de største fodboldklicheer kan lave om på, at der aftenens ottendedelsfinale-returopgør reelt er tale om 90 minutter, der skal trilles af klokken før Real Madrid har kvalificeret sig videre til årets Champions League kvartfinaler. End ikke den mest optimistiske kongeblå tyske fan tror vel helt oprigtigt på, at Schalke 04 har noget at stille op i aften på Bernabeu. Dertil var klasse- og ikke mindst målforskellen alt for stor i det første opgør. Og selvom Carlo Ancelotti fornuftigt har valgt at spare flere nøglespillere, med henblik på de kommende måneders særdeles vigtige opgør i alle tre turneringer, så er det stadig, hvad man på jysk vil kalde en jævnt stabil start-11'er, Real Madrid stiller op med i aften.
Som det er blevet for vane er Casillas på kassen i alle kampe, der ikke rimer på La Liga og derudover forventes det, at der også er nye startere på begge backpositioner idet Nacho og Coentrão indtager henholdsvis højre og venstreudgaven. På midtbanen er Illarramendi igen taget til nåde efter sit Batman-karneval-stunt og helt i front er der lidt påtrængt spilletid til Alvaro Morata, men også Jesé får muligheden for at vise sine angrebstalenter fra start. Ej heller at forglemme så starter Cristiano Ronaldo naturligvis også inde og mon ikke portugiseren er opsat på at udbygge sin topscorerføring fra de nuværende 11 imponerende mål.
Gæsterne fra Gelsenkirchen stiller op uden flere nøglespillere, blandt andet den, fra første opgør, knap så heldige Santana, der oftere sås vride ansigtet for at finde en grimasse der kunne passe end egentlig at udføre sine defensive pligter. Derudover må træner Jens Keller også se bort fra Farfán, der er ude med en knæskade. Helt i front kan Bernabeus publikum se frem til at hilse på en tidligere madridista, idet Klaas-Jan Huntelaar er med fra start. Derudover forventes det, at det tyske stortalent Julian Draxler og den lettere tatoverede kreatør Kevin-Prince Boateng også stiller til start.
Der er russisk dommer, Sergei Karasev, til aftenens opgør og der fløjtes op til sædvanlig Champions League-tid kl. 20.45. Kampen vises på Tv3sport1.
Forventende holdopstillinger:
Real Madrid: Casillas – Nacho – Varane – Sergio Ramos – Fabio Coentrão – Modric – Illarramendi – Isco – Jesé – Cristiano Ronaldo – Alvaro Morata
Schalke 04: Fährmann – Höwedes – Matip – Papadopoulos – Fuchs – Boateng – Neustädter – Obasi – Meyer – Draxler – Huntelaar
