Real Madrid anno 2024: Angreb er det bedste forsvar

Mens Real Madrid er blevet svækket i defensiven og på midtbanen hen over sommeren, er holdet blevet betydeligt stærkere i offensiven, hvor Kylian Mbappé og Endrick er kommet til, mens Arda Güler kan vise sig at skulle spille en større rolle i den kommende sæson.

Det har fået AS til at kigge på statistikkerne for antal mål, som Real Madrid har været garant for under Carlo Ancelottis styre, først fra 2013 til 2015 og senest fra 2021 til 2024. Her er Cristiano Ronaldo naturligvis den indlysende forskel, for i den første periode snittede man 161 mål per sæson med 2,71 mål per kamp, og det er nu faldet til 127 mål per sæson og 2,23 mål per kamp.

Med Mbappé i truppen har man nu pludselig igen en spiller i truppen, der nærmest forventes at ramme over 40 mål per sæson, hvilket Benzema kun opnåede én gang i karrieren, og Vinícius ikke har været i nærheden af. Samler vi målene i 2023/24-sæsonen for Mbappé, Vinícius, Rodrygo, Brahim, Endrick og Güler kommer vi op på 114 mål, og oveni kan vi lægge de 23 mål fra Bellingham.

Spørgsmålet er egentlig, hvad vi skal forvente af mål fra de ovenfornævnte spillere. Mbappé plejer at være garant for 40+, og Vinícius har i de seneste tre sæsoner ligget på lidt flere end 20. Men hvis Rodrygo skal træde et step tilbage i køen til spilletid, er det ikke sikkert, at han får lige så mange minutter til at ramme 17 som i den forgangne sæson. Det samme gælder Endrick, der blev noteret for 11 i sidste sæson, og også Brahims spilletid bliver afgørende for, om han skal kunne matche sine 12 sæsonscoringer. Omvendt nettede Güler seks mål på seks afslutninger inden for rammen, og hvis han får masser af spilletid, er han en joker i denne ligning.

Rekorden under Ancelotti er de 162 mål fra 2014/15-sæsonen med Ronaldo som manden bag 51 af dem. Og med to af verdens absolut bedste angribere på holdet og en trupsammensætning, der mere end nogensinde signalerer, at angreb er det bedste forsvar, bliver det spændende at se, om vi kan sætte næsen op efter at toppe den – ikke mindst med de mange kampe in mente.

Seneste artikler...