Referat: Real Madrid - Real Valladolid, LaLiga, 2. spillerunde

Real Madrid sikrede sig søndag aften sæsonens første sejr, da man hjemme på Santiago Bernabéu vandt med 3-0 over oprykkerne fra Real Valladolid. 

Og lad det være sagt med det samme: Selvom 3-0 smager af en sikker sejr, så er Real Madrids startvanskeligheder langt fra ovre. Første halvleg mindede nemlig om noget vi så i sidste uges remis på Mallorca. Masser af boldbesiddelse, faktisk 72%, udmøntede sig ikke rigtigt i noget farligt, og udover en nogenlunde afslutning fra Kylian Mbappé havde Real Madrid tre skud, der tilsammen kom fra næsten 100 meters afstand fra målet. Tchouaméni sparkede over, det samme gjorde Federico Valverde og Rüdigers skud blev blokeret, så man måtte traske til pause med 0-0 og en xG på 0,07. 

Fra anden halvlegs start så det dog en smule bedre ud. Allerede efter et par minutter havde Arda Güler en afslutning på mål, og yderligere et par minutter nede af vejen begik Valladolids Kike Pérez frispark på Vinícius et par meter uden for feltet. Fede Valverde blev sat til at sparke det, og via en afretning på Stanko Juric strøg bolden ind, helt nede ved venstre stolpe. 1-0 til Real Madrid, og enorm lettelse hos hjemmeholdet, både på banen og på tribunen.

Og så skulle man jo tro, at der blev gået efter struben, for allerede et godt minuts tid efter bolden blev givet op på midten, spillede Vinícius Jr. Arda Güler fri i feltet til hans eminente venstreben. Det var dog et tema hos den 19-årige tyrker, at han trods en godkendt indsats, simpelthen ikke kunne dirigere bolden ind over målstregen i dag. Fem minutter senere kombinerede de to igen, men igen blev resultatet ikke et mål. 

En god håndfuld minutter fik han chancen igen efter et fladt indlæg fra Fran García, og denne gang hamrede Güler hånden i jorden et par gange i frustration over det manglende mål. Forståeligt fra en spiller, der ikke så ét eneste af sine skud reddet i LaLiga i sidste sæson. 

Inden vi går videre skal vi dog lige runde sæsonens mest kreative aflevering, som naturligvis kom fra Vini Jr. Det er svært at forklare, men Vini Jr. spillede nærmest 1-2 med sig selv og fandt Fran García, der kunne spille Arda Güler. En eminent detalje, som vi i øvrigt også så en version af mod Barcelona for et par år siden, hvor han satte Benzema op.

Valladolid skulle i sagens natur fremad for at jagte et mål, men Real Madrid havde svært ved at udnytte dét faktum til at skabe mere gunstige vilkår for sig selv. Man blev ikke specielt farlige foran målet, men det samme skal retfærdigvis siges om Valladolid.

Mod kampens slutning blev Brahim Díaz og Endrick sat på banen for Real Madrid. Førstnævnte afgjorde kampen med sin scoring til 2-0 efter en fremragende assist fra Éder Militão, og senere lagde han op til målet til 3-0, som Endrick med største selvfølgelighed hamrede i netmaskerne på et knastørt og hårdt hug med sit svage ben. 

Kampens spiller: Éder Militão er tilbage! Sikkert defensivt arbejde og et par fremragende lange bolde til Rodrygo (som flot tog den ned, derefter misbrugte katastrofalt) og Brahim Díaz (som scorede). 

Kampens badebold: Vi forventer mere fra Kylian Mbappé, end det han viste i dag. Så uskarp og faktisk en smule klodset ud i flere situationer. Heller ingen kæmpestor kamp af Tchouaméni.

Perspektiver mod kommende kampe: Der er ingen tvivl om, at man ikke har fundet formlen endnu. Hvad er løsningen? Er det at bænke Rodrygo til fordel for en midtbanespiller mere? Handler det om relationer, der lige skal på plads? Tiden vil vise det, men det der er stensikkert lige nu er, at der er én ting der betyder mere end noget andet her i starten af sæsonen: Resultater. 

Det var ingen stor kamp i dag, men ting tager tid. Der er måske kun skiftet på én spiller ift sidste sæson, men når den udskiftning er Mbappé for Kroos, så bliver det bare et nyt hold der går på banen. Som Cristiano sagde det: "Calma".

Seneste artikler...