Madridista

 
 

Ancelotti forsvarer Vinícius: Ingen ville kunne holde det ud

Carlo Ancelotti har udtalt sig til pressen forud for Real Madrids første Champions League-kamp i sæsonen imod Stuttgart tirsdag aften, og her følger de vigtigste nedslag.

Vinícius, der igen er kommet i vælten. Denne gang for sin målfejring imod Real Sociedad:
- Det er en reaktion på en meget grim situation, som er sket mange gange, hvor der altid er fornærmelser mod ham. Ingen ville kunne holde det ud, og det kan jeg heller ikke. Det er kun naturligt, at han sætter fingeren for munden på grund af alt det, der sker. Det er ikke til at holde ud, hvad der er sket med Vinícius gennem årene. Vi bør fokusere mindre på denne unge mands karakter og lidt mere på, hvad der sker inde på stadionerne. Jeg tror, de gør det mod ham, fordi han er en trussel rent sportsligt, og de prøver at forstyrre ham i spillet.

Bellingham, Tchouaméni og Militão, der alle er med i kamptruppen:
- Bellingham har det fint, ligesom Tchouaméni og Militão, som ikke trænede i dag. Militão havde brug for mere tid til at komme sig, og derfor gav vi ham en ekstra dags hvile. Han vil være 100% klar i morgen. Vi har også været uheldige med at miste en anden vigtig spiller, men holdet er klar, og vi vil forsøge at få en god start.

Favoritværdigheden:
- Formatet ændrer sig, men det er altid de samme hold, inklusive Real Madrid. Der er også andre. Nogle mennesker tror, vi er favoritter, fordi vi vandt sidste år. Denne sæsons Champions League bliver en anden historie, og forhåbentlig kan vi nå finalen, som vi gjorde sidste sæson.

Sæsonstarten:
- I ligaen kunne vi have hentet to point mere, men vi er, hvor vi ville være. Vi vandt det første trofæ i sæsonen, og det var forudsigeligt, at vi kunne få problemer, fordi spillerne kom tilbage den 9. august. Du har brug for fem uger til at forberede en spiller, og så ville de være klar i dag. Så det har været en slags forsæson for os. Vi udvikler os godt, men vi skal blive bedre. Vi vil konkurrere, som vi gjorde sidste år.

Holdsammensætningen:
- Vi har mistet to vigtige spillere i Nacho og Kroos. Joselu også. De er blevet erstattet af verdens bedste spiller eller en af de bedste. Jeg synes, vi har et bedre hold end sidste år.

Skaderne:
- Vi har ledt efter problemet, men det er ikke i vores hænder. Programmet er for krævende. En ny turnering er kommet til, og du ved ikke, hvordan det kommer til at gå. Det kan være mere underholdende end sidste år, men for nu har vi to flere kampe. Hvis de styrende organer og beslutningstagere ikke mener, at spillerne bliver skadet, fordi de spiller for meget, har vi et problem. Jeg vil bede dem om at overveje at reducere antallet af kampe for at få mere attraktive turneringer.

Angriberens rolle:
- Ideelt set bør angriberne score mål, midtbanespilleren bør hjælpe forsvaret, og forsvareren bør markere sin modstander. For at holde holdet kompakt er angribernes hjælp vigtig. Men hvis angriberen forsvarer mere end forsvareren, eller hvis målmanden spiller flere bolde end midtbanespilleren, har vi et problem. Vi skal forbedre os lidt i forsvaret, men vi har holdt fire rene bure. Holdet kunne have gjort det bedre i disse seks kampe, men vi har kun lukket ét mål ind i åbent spil og et andet på en dødbold. Vi har haft fire rene bure, og det er ikke dårligt.

Note
- Vi skal vel ned i femårsalderen, før man kan få noget som helst ud af dette taktiske indspark. Og det nytter jo ikke noget at holde stædigt fast i de fire rene bure som en positiv ting, når Real Sociedad for to dage siden bankede løs på træværket bag Courtois. Det er præcis, som da han konsekvent gennem en hel sæson – selvom Real Madrid var bag Barcelona og endte med skuffende at tabe mesterskabet til Xavis mandskab – blev ved med at sammenligne med antallet af point på det pågældende tidspunkt fra mesterskabssæsonen forinden. Kom nu lidt. Beklager, Carlo-støtter.

Log-på for at kommentere

Seneste artikler...