Madridista

 
 

Referat: Real Madrid - Stuttgart 3-1, Champions League, 1. kamp

Real Madrid fik en sejr på 3-1 hjemme over Stuttgart i går i den første CL-kamp i sæsonen, men spiller lader fortsat meget tilbage at ønske.

Det var således tyskerne, der indledte kampen bedst og de tvang i et par situationer Courtois til at vise, hvorfor han fortsat er den med afstand bedste målmand i verden.

Real Madrid havde især i første halvleg store problemer med at sætte nogle ordentlige angreb sammen og det skyldes ikke mindst midtbanen, som nok består af stjernespillere som Tchouaméni, Fede Valverde og Jude Bellingham, men tilsammen havde de blot 94 afleveringer i går og det er ganske enkelt ikke godt nok for et hold, som ikke kun skal kunne leve på de individuelle færdigheder, som Rodrygo, Vinícius og Mbappé uomtvisteligt har.

Det farlige i gårsdagens kamp kom typiske fra enkeltpræstationer fra dette trekløver og det var da også i et par tilfælde i første halvleg tæt på at give scoring, men holdene måtte gå til pausen med en nul-løsning og det skulle Real Madrid være klart bedst tilfreds med.

Anden halvleg blev indledt med et chok til tyskerne, som allerede i det første minut måtte se Rodrygo slippe afsted på højrekanten og han fandt en helt fri Mbappé foran mål og så var det ingen sag for franskmanden at score sit første CL-mål for Real Madrid. Minuttet efter var Vinícius tæt på at øge føringen, men han hamrede bolden på overliggeren. Generelt virkede Real Madrid dog til at være i fuld kontrol, men af uforklarlige årsager overlod man igen initiativet til Stuttgart og det blev man straffet for i det 68. minut, da en udækket Undav kunne heade bolden ind bag en sagesløs Courtois.

Det fik usikkerheden til at brede sig blandt Real Madrids spillere, som måtte se Stuttgart komme frem til et par gode chancer, som man dog ikke fik udnyttet og derfor kom det til at gå, som det tit går, når man ikke udnytter sine muligheder mod Real Madrid, nemlig at de slår hårdt tilbage og det skete 8 minutter før tid, da Rüdiger steg til vejrs og headede et hjørnespark fra Modric i nettet.

Herfra kunne Real Madrid køre sejren hjem, men den blev først slået endeligt fast i dommerens tillægstid, da indskiftede Endrick blev sendt afsted mod mål og den unge brasilianer tog resolut chancen og hamrede bolden i nettet i en situation, hvor målmanden ikke havde placeret sig optimalt i forhold til at kunne redde bolden.

Real Madrid er dermed godt i gang med årets CL-turnering, men der er på alle måder lang vej til München, hvor finalen spilles.

Kampens spiller: Courtois. Flere fremragende redninger holdt Real Madrid inde i kampen.

Kampens badebold: Lucas Vázquez. For mange fejlafleveringer og et dumt gult kort gjorde, at han blev flået ud i pausen.

Perspektiver frem mod de kommende kampe: På nuværende tidspunkt af sæsonen og i Real Madrids situation skal man glæde sig mere over, at man rent faktisk får sejrene end hvordan man får dem. Man har nu et par ”lette” kampe på hjemmebane, som forhåbentlig kan bringe flere spillere ind i bedre indbyrdes forståelse.

Log-på for at kommentere

Seneste artikler...